Dokumenter afslører: Mange flere politianmeldelser på vej i svindelsag

Dokumenter afslører, at Landbrugsstyrelsen er på vej med en ny, stor bunke politianmeldelser i sag med svig i støtteansøgninger. Endnu flere sager undersøges for svig.

Et nyt, stort antal politianmeldelser er på vej mod landmænd, der har søgt moderniseringsstøtte hos Landbrugsstyrelsen.

Det viser interne dokumenter fra styrelsen, som Landbrugsavisen.dk har fået i en aktindsigt.

I dokumenterne fremgår det, at Landbrugsstyrelsen i løbet af maj forventer at overdrage et stort sagskompleks med omkring 35 sager til politiet.

Sagerne er ansøgninger om projektstøtte, som er mistænkt for svig.

Det er et dobbelt så stort et antal, som Landbrugsstyrelsen i marts oversendte til Syd- og Sønderjyllands Politi, da 17 sager blev overdraget med mistanke om svig.

Ender styrelsen med at overdrage de 35 sager, er antallet af politianmeldte sager dermed oppe på 52.

yderligere 55 sager undersøges for svig

Det er dog langt fra sikkert, at det stopper her.

I alt har Landbrugsstyrelsen valgt at oversende 85 projektstøttesager til Kammeradvokaten, hvoraf en stor del potentielt nu kan ende med en politianmeldelse.

Men dokumenterne fra Landbrugsstyrelsen afslører, at yderligere 55 nyere sager skal undersøges for svig. Det sker bare internt i styrelsen og ikke hos Kammeradvokaten.

Det bringer antallet af mistænkelige sager op på 140, hvoraf 17 allerede er blevet politianmeldt, og 35 forventes at blive det.

uvist om nye sager er beslægtede

De første politianmeldelser fra marts var beslægtede på den måde, at støtteansøgningerne indeholdt tilbud fra fiktive selskaber.

Det er uvist, om de kommende politianmeldelse er beslægtede.

Det har heller ikke være muligt at få svar på, hvad det er for nogle ordninger, der er søgt om støtte til, ligesom Landbrugsstyrelsen heller ikke kan sige, hvor mange landmænd og rådgivere, der kan forvente en politianmeldelse.

"De resterende sager er stadig ved at blive undersøgt. Landbrugsstyrelsen kan derfor ikke uddybe yderligere om sagerne på nuværende tidspunkt", lyder det fra styrelsen i en skriftlig kommentar til Landbrugsavisen.dk.

Politiet er lige nu ved at undersøge, om der kan rejse sigtelse i de 17 politianmeldelser fra marts, og ingen er dømt i sagen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle