Dom: Svineavler må ikke have med svin at gøre i fem år

En 52-årig landmand er dømt for vanrøgt af flere tusind grise i flere besætninger på Als.

Forsøg på aflivning, der slog fejl. Grise med hjernebetændelse, der ikke blev behandlet eller aflivet, og  svin, der var indsmurt i gylle.

Det var nogle af de forhold, der tirsdag førte til, at en 52-årig svineavler blev idømt tre måneders ubetinget fængsel og frakendt retten til at have med svin at gøre i fem år.

Dommeren og domsmændene ved Retten i Sønderborg fandt ham skyldig i samtlige 34 forhold i det 16 sider lange anklageskrift.

Landmanden er blandt andet dømt for "grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling" af grise på fire forskellige besætninger, som han drev på Als.

Flere end 50 syge grise fik ingen behandling, blev ikke aflivet og blev ikke isoleret fra de raske grise på gården. Dertil kommer, at døde grise ikke blev opbevaret forsvarligt.

Desuden var staldene ikke indrettet til grisenes bedste. Dyrene var ikke sikret mod skader fra eksempelvis defekte tremmer og skarpe metalkanter.

Næsten 6800 grise manglede i en periode halm, manglende ventilation og nogle havde ikke adgang til rent og tørt leje. 

Størstedelen af anklagepunkterne vedrører lovbrud begået frem til maj og september 2015. Enkelte forhold er sket i 2016 og 2017.

Den dømte overvejer nu, om han vil anke dommen til landsretten.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle