DR i ny mink-bommert

DR har endnu engang bragt forkerte oplysninger i en artikel om minkfarme. Igen drejer det sig om afstandskravene til naboer til minkfarme, som de ikke helt har ramt rigtigt.

I februar kunne vi på landbrugsavisen.dk fortælle, at DR i en artikel havde skrevet forkerte oplysninger i forhold til afstandskrav til minkfarme. Her påstod de, at en minkfarm "principielt kunne opføres fem meter fra en nabobygning". 

Og nu har DR så igen rodet rundt i afstandskravene. I en ny artikel, som kommer i forbindelse med, at DR Kontant i aften sender et indslag om naboer, der føler sig generede af minkfarme, skriver de om en nabo til en potentiel minkfarm. 

Han er bange for, at minkfarmen lugter så meget, at han bliver generet af det.

DR skriver, at minkfarmen skal være 200 meter på den ene led og op til 100 meter på den anden led, og at "der må være 135 fra midten til nærmeste nabo, ifølge en miljøundersøgelse. Det vil sige, at minkfarmen reelt kan komme til at ligge 35 meter fra nærmeste nabo".

Man måler nu afstandskravene fra minkfarm til nabobebyggelse med en ny metode, der skal vise, hvor meget det lugter, og ud fra det, bestemmer man så afstandskravet. At DR kan få det til at blive 35 meter, er forkert.

Ved afstandskrav fra minkfarm til nabobebyggelse gælder pelsdyrbekendtgørelsen stadigvæk, og her kan afstanden til naboer aldrig komme under 100 meter. 

Ved 10.000 tæver eller under, er minimumsafstandskravet 100 meter.

Ved 10.000 tæver eller over, er  minimumsafstandskravet 200 meter.

Landbrugsavisen.dk har foreholdt kritikken for DR's journalist, der blot har tilsendt "Udkast til miljøgodkendelse til udvidelse," udfærdiget af Esbjerg Kommune. I den står der, at afstandskravet er 100 meter. DR-journalisten svarer dermed ikke på kritikken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle