DR svarer på kritik af minkprogram

DR står ved de oplysninger, som de kom med i Kontant torsdag aften. Men svarer også udenom.

Vores programbeskrivelse har måske været lidt stram. Men ellers står vi ved vores program.

Sådan lyder svaret fra DR-redaktør Lisbeth Kølster, der har ansvaret for Kontant-programmet, som torsdag aften blev vist på DR.

Landbrugsavisen.dk har forsøgt at få telefoninterview med Lisbeth Kølster. Det var ikke muligt, men hun har svaret på kritikken pr. email.

Efterfølgende har Landbrugsavisen.dk sendt et ekstra spørgsmål, hvor vi beder Lisbeth Kølster forholde sig til, at Kopenhagen Fur beskylder DR for at komme med en urigtig oplysning om, at DR ikke må besøge en minkfarm. Dette spørgsmål har vi dog ikke fået svar på.

Kontant-programmet har i løbet af fredag ikke været tilgængelig på deres hjemmeside - selvom det allerede torsdag lå på hjemmesiden. En nærliggende tanke kunne være, at en fejl rettes. Lisbeth Kølster svarer dog ikke på, hvorfor programmet pludselig ikke er muligt at se på hjemmesiden, men siger at det bliver lagt op igen.

Her er vores spørgsmål - og DRs svar:

I skriver: "Men svirrende fluesværme og ulidelig stank - det er virkeligheden for naboerne, især i de varme sommermåneder." Hvorfor undlader I at fortælle, at Miljøstyrelsen har afgjort, at der ikke er lugtgener ved 99 pct. af landets minkfarme?

"Vi sætter spørgsmålstegn ved, at man kan "afgøre" lugtgener på det foreliggende grundlag," svarer Lisbeth Kølster.

Hvorfor bringer I videoklip fra flueproblemer ved minkfarme uden at oplyse, hvor videoklippene er optaget - og hvordan kan I være sikre på, at der reelt er tale om minkfluer?

"Vi kender oprindelsen af klippet og ville ikke have brugt klippet, hvis vi var i tvivl om troværdigheden."

Hvorfor vælger I at udlægge den kommende nabo til en minkfarms ejendom som en generel nedgang i prisvurdering på huse, der grænser op til minkfarme?

"Du henviser muligvis til programteksten - og den er nok lidt mere generaliserende ("stram") end selve programmet. Udsagnet om ejendomsværdi baseres i udsendelsen på de konkrete vurderinger af betydningen af beliggenhed i forhold til minkfarme i de cases, vi beskriver."

Hvorfor vælger I udelukkende at tage kontakt til de naboer, der føler sig generet, i stedet for også at kontakte de naboer, der ikke føler sig generede? Det ser ud til, at de faktisk er i overtal? http://www.kopenhagenfur.com/da/nyheder/2015/marts/14-ud-af-17-naboer-vi-er-ikke-generet-af-lugt

"I den nævnte artikel påstår vi ikke, at størstedelen af naboerne er generet af lugten fra minkfarmen. Derudover, er det ikke vores opfattelse, at antallet af "grønne prikker" er dækkende. Vi er bekendt med at andre personer, end dem, der medvirker i programmet, også har oplevet gener, men de har af forskellige årsager ikke ønsket at medvirke."

Hvordan forholder I jer til den overvejende kritik på facebook af, at jeres udsendelse om minkfarme er ensidig, og at der ved langt de fleste farme ikke er lugt- og fluegener?

Dette spørgsmål svarer hun dog udenom på:

"Vi er altid glad for at vores historier skaber debat, og så længe sproget bliver holdt i en ordentlig tone, vil vi selvfølgelig lade alle give deres besyv med om emnet. Man kan eks. se kritik af, at vi ikke har fokuseret på dyrevelfærden i minkbranchen. Vi har desuden noteret os, at mængden af kritik var større inden programmet blev sendt, hvilket jo er tankevækkende."

Som Landbrugsavisen.dk tidligere har beskrevet har DR op mod programmet bragt fejlagtige oplysninger om, at der kan være ned til 35 meter fra en minkfarm til naboen. Disse fejlagtige oplysninger var dog ikke med i selve programmet.

Emneord

pelsdyravl

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle