Driftsleder: Ledelseskursus har gjort mig mere lyttende

Et ledelseskursus, som Seges udbyder, har rykket driftsleder Zsombor Tamas Debretzi, så han efter eget udsagn i dag er langt mere lyttende og forstående over for sine medarbejdere. Kurset bør alle komme på, mener han.

Stemningen kunne godt være en kende anspændt, når driftsleder Zsombor Tamas Debretzi tidligere udøvede sin ledelse for de ansatte på sobedriften med 1.150 søer ved Møldrup, som Ole Mortensen ejer.

Det var også en af grundene til, at Ole Mortensen valgte at sige ja, da Zsombor - i daglig tale Thomas - ønskede at komme på ledelseskurset Svinego’ driftsledelse, som Seges Svineproduktion lancerede i efteråret, og som løbende afvikles med hold for danske og udenlandske medarbejdere.

»Thomas er fuld ud kompetent som driftsleder, hvor han løser sine opgaver på forbilledlig vis. Samtidig er han ambitiøs, og han vil være bedre og bedre og have medarbejderne til at løse opgaverne bedst og hurtigst muligt. Det er ikke altid muligt, så han kan godt være temperamentsfuld«, fortæller Ole Mortensen, der så kurset som en vej til at få bedre ledelsesværktøjer for sin driftsleder.

Og det er også blevet udfaldet, mener Thomas, der har gennemført kurset over fem dage i januar, februar og marts.

»Kurset burde alle ansatte i svine-sektoren deltage i. For det giver et godt indblik i, hvordan ledere og medarbejdere tænker og kan arbejde sammen.

Desuden har mange østeuropæiske ansatte det problem, at de har stor respekt for lederen og derfor bare adlyder ordre og ikke stiller spørgsmål til tingene. Der er danskere anderledes, fordi de er vant til, at medarbejdere og leder er mere jævnbyrdige«, siger Thomas, der er rumæner og har 12 års erfaring som driftsleder på flere danske svinegårde.

Han erkender, at hans udfordring som leder er hans temperament, som godt kan koge over, hvis arbejdsopgaverne ikke løses efter hans hoved.

Her har kurset efter hans opfattelse gjort en forskel.

»Jeg kan nu se, at min kommunikation skulle være bedre, så jeg kan forklare, hvorfor og hvordan opgaverne skal løses.

Samtidig er jeg blevet klædt på til at være langt mere tålmodig og gør nu meget for, at de ansatte bliver mere motiveret af deres arbejde«, siger Thomas, der efter første kursusgang bl.a. samlede alle ansatte og spurgte dem til, hvad der skulle til for at motivere dem og gøre arbejdspladsen bedre.

Foruden en leder med flere ledelseskompetencer håber Ole Mortensen også, at ledelsen af medarbejderne bliver bedre.

»Thomas er en dygtig driftsleder, som nu har værktøjerne til at motivere medarbejdere bedre. Motiverede medarbejdere er grundlaget for, at vi kan få bedre resultater i stalden«, siger han.

Faktaboks

3 facts om Svinego’ driftsledelse

  1. Baggrund: Dårlig eller mangelfuld ledelse får mange til at droppe ud af uddannelserne. Det var budskabet fra en studerende på Svinekongressen for et par år siden. Den udmelding har været en af bevæggrundene for, at Seges Svineproduktion i efteråret lancerede kurset Svinego’ driftsledelse. Målet er at højne ledelsesniveauet på staldgangen.
  2. Afvikling: Kurset har ved udgangen af maj været afholdt tre gange. To gange for danske mellem- og driftsledere og en gang for udenlandske mellem- og driftsledere. Kurset gentages to gange med start i oktober og november. Kurset består af fem kursusdage med to overnatninger. 
  3. Pris: Kurset, der kan ses på svinegodriftsledelse.dk, koster 11.000 kr., og der kan ikke søges refusion.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle