Drone spotter sygdomme i 60 vinterhvedesorter

Kan en drone med avanceret kamera spotte et begyndende angreb af plantesygdomme? Teknologisk Institut forsøger at finde svaret med et forsøg i 60 vinterhvedesorter.

Kan droner bruges til at spotte et sygdomsangreb i hvede?

Ja, for landmanden er det en tidskrævende opgave at tilse marker for at afsløre et begyndende angreb og gennemføre en rettidig bekæmpelse. Og derfor er det oplagt at lade droner overvåge markerne og detektere sygdomme.

Teknologisk Institut har samlet handsken op, og har nu sat forsøg igang, der skal vise om dronebilleder, kombineret med avanceret billedanalyse, kan anvendes til at afsløre om sygdomme er ved at angribe vinterhvedemarker.

60 sorter af vinterhvede

I projektet optages der billeder tre forskellige steder i landet i tre uger i streg for at kunne følge planternes og sygdommenes udvikling, og det sker i Landsforsøg med mere end 60 sorter af vinterhvede.

Dermed er det muligt, at analysere forskelle i både tid, geografi og sorter. Sygdomspletter på blade kan ikke ses fra en drone, der flyver i 50-100 meters højde, så der skal altså findes andre tegn på sygdomme. 

"Vi bruger såkaldte multi- og hyperspektrale kameraer, så vi meget præcist kan se planternes reflektans, som er et slags billede på plantens tilstand. Når planter bliver angrebet af sygdomme eller i øvrigt bliver stresset, falder fotosynteseaktiviteten og det kan man se i planternes farve.

Men om vi klart kan se sygdomme og eventuelt hvilke sygdomme er lidt usikkert og kræver et større analysearbejde," forklarer sektionsleder Lars Byrdal Kjær fra Agrotech, Teknologisk Institut.

"Det er lidt som at lede efter en nål i en høstak, men vi har den fordel, at vi samtidig med billedoptagelsen foretager præcise bedømmelser i marken samtidig med at vi råder over sorternes resistens- og dyrkningsegenskaber," siger Lars Byrdal Kjær.

Han påpeger, at droner kan anvendes til mange typer opgaver i landbruget, men før de rigtigt vinder indpas, skal de skabe værdi, og her er det oplagt at pege på overvågning af marker for sygdomme, ukrudtstælling mv. En mere præcis detektion af sygdomme vil kunne reducere sprøjtninger i marken til gavn for økonomien og miljøet.

Regler for droneflyvning

Rent lovgivningsmæssigt skal reglerne for droneflyvning gøres lempeligere, påpeger Teknologisk Institut.

For eksempel skal dronerne kunne flyve selv og kravet om, at man altid skal kunne se dronen i luften, betyder at anvendelsen i landbruget bliver begrænset.

"Vi arbejder på dels at påvirke lovgivningen og dels på at finde teknologiske løsninger. Hvis en drone f.eks. er programmeret til ikke at flyve ud over en landmands markskel, vil det være mere sikkert end, at han står en km væk og ser på dronen med en kikkert," siger Lars Dalgaard fra Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi.

Faktaboks

Aktiviteten er en del af resultatkontrakten ”Droner – fra udvikling til implementering” støttet af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I resultatkontrakten kombinerer Teknologisk Institut sin store specialistviden indenfor domænerne droneteknologi, visionteknologi, landbrug og byggeri med det formål at få droneteknologien implementeret i løsninger til gavn for erhvervene.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.