Du bruger for lidt medicin - du skal have en bøde

Da grisene blev raske, fik de ikke mere medicin, selv om den var ordineret.

Du har brugt for lidt antibiotika, du skal have en bøde.

Nogenlunde sådan lød budskabet til Frank Johansen, direktør for Klitgaard Agro i Hals, efter at han havde haft uanmeldt besøg af Fødevarestyrelsens rejsehold sidste år. For den forseelse mente de i første omgang, at han skulle have en bøde på 12.000 kr., et beløb de senere fordoblede til 24.000 kr. Men Frank Johansen mente ikke, det kunne passe, at han skal straffes for at bruge for lidt medicin.

»I disse gult kort-tider, hvor der er stort fokus på resistens og MRSA, har vi fokus på ikke at bruge mere medicin end nødvendigt,« siger han.

Han var fortørnet over, at der var statsdyrlæger der sagde, at det var forkert, når han gjorde det fagligt godt. Så han undlod at betale, og sagen endte i retten.

Medicinen var ordineret

Sagen opstod, fordi rejseholdet konstaterede, at dyrlægen, der kommer på bedriften en gang om måneden, havde skrevet, at smågrisene skulle have fire behandlinger mod diarré. Frank Johansen har dog erfaring for, at tre behandlinger er nok, og da dyrene var raske efter tre behandlinger, standsede han behandlingen.

»Det er os, der har den daglige gang hos dyrene og erfaring med bedriften, og jeg synes, det er uforsvarligt at medicinere, når det ikke er nødvendigt,« siger han.

Ifølge Frank Johansens advokat, Flemming Elbæk, står der i loven, at man skal følge dyrlægens anvisninger.

»Men loven er jo lavet for, at man ikke skal bruge for meget medicin. Den er ikke lavet for at straffe undermedicinering,« siger han.

Og undermedicinering var der heller ikke tale om, for ifølge Frank Johansens egen dyrlæge led dyrene ingen skade ved at få mindre medicin, end der var ordineret.

»Det er os, der har den daglig gang hos dyrene og erfaring med dem. Det er uforsvarligt at fortsætte en behandling, når det ikke er nødvendigt,« siger Frank Johansen.

Ifølge Frank Johansen var der ingen dyr, der var syge, fordi han brugte mindre medicin, og det har Fødevarestyrelsen heller ikke påstået. De har blot konstateret, at der var krydset af ved tre behandlinger og ikke fire.

»Jeg kunne jo have sat nogle flere krydser, men jeg vil ikke fifle, det kan ikke være meningen,« siger Frank Johansen, der i øvrigt vandt sagen i byretten.

Faktaboks

Fra dommen...

»Efter de afgivne forklaringer af dyrlæge P og direktør F har der bestået et sådant samarbejde om tilsynet med besætningen, at F og de ansatte måtte gå ud fra, at deres medicinforbrug ... måtte anses for forsvarligt og i overensstemmelse med dyrlægens instruktion.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle