Dyreaktivister skal betale kæmpeerstatning i Norge

Aktivister skal betale sagsomkostninger og udgifter til at tjekke om dyrene var blevet smittet.

Fire dyreaktivister, der to gange i løbet af tre dage brød ind på en minkfarm i Norge, skal både betale minkavlerens sagsomkostninger og udgifterne til at undersøge, om farmens 7.500 mink var blevet smittet med plasmacytose efter det uønskede besøg. Det skriver nrk.no.

I alt skal aktivisterne betale 435.000 kr. i erstatning til minkavleren, hvoraf lidt over halvdelen er sagsomkostninger. Det fastslår en dom fra Gulating lagmannsrett ifølge Stavanger Aftenblad.

”Min klient har fået fuldt medhold. Jeg mener det er en rigtig dom, og jeg er glad for, at landmanden har fået medhold i kravet og har fået dækket de udgifter, han har haft med sagen”, siger minkavlerens advokat Christian Flemmen Johansen til nationen.no.

Aktivisterne, der arbejdede for organisation ’Nettverk for dyrs frihet’, har argumentet imod, at de skulle betale erstatning for test af dyrene for sygdomme.

”Vi kender godt til smittebeskyttelse og tager altid forholdsregler. Vi har inspiceret 200 pelsdyrfarme og tager altid hensyn”, sagde Rune Ellefsen, der er leder af ’Nettverk for dyrs frihet’, under retssagen.

Tidligere var aktivisterne blevet idømt 30 dages betinget fængsel i Jæren tingrett og frikendt for at skulle betale erstatning. Den dom blev anket af landmanden til lagmannsretten, der nu har afgjort sagen til landmandens fordel.

’Nettverk for dyrs frihet’ kalder dommen stærkt urovækkende.

”Til trods for at vi dokumenterede sygdom, skader og døde dyr hos en af lederne i minkavlen, giver retsvæsenet ham erstatning fremfor straf. Dommen er absurd og et stort nederlag for dyrene,” siger Rune Ellefsen.

Indbruddet skete 19. juni 2013 hos Lodve Haaland, der har en minkfarm i Figgjo syd for Stavanger i det sydvestlige Norge. Lodve Haaland er formand for ’Rogaland og Hordaland pelsdyralslag’.

Aktivisterne var kommet ind på farmen ved at løsne fire skruer i et beslag til en hængelås. Aktivisterne blev anhold af politiet, efter at minkavlerens naboer havde holdt dem tilbage.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle