Dyrenes Beskyttelse fandt intet mistænkeligt ved vanrøgtsbesætning

Dyrenes Beskyttelse var for to uger siden på besøg ved besætning, hvor mere end 20 kreaturer er fundet døde. Der var intet mistænkeligt ved gården, lyder det.

Fredag var Landbrugsstyrelsen på kontrol hos en landmand ved Horsens, hvor mere end 20 kreaturer havde været døde længere tid - og hvor otte dyr efterfølgende måtte aflives.

Henrik Bucholdtz, dyreværnschef hos Dyrenes Beskyttelse, forklarer, at to frivillige fra organisationen for 14 dage siden var ude på adressen. De havde reageret på et tip.

Da de kom derud, fik de – ifølge Henrik Bucholdtz – af gårdejeren at vide, at dyrene gik et helt andet sted.

”Dengang blev der på det kraftigste afvist, at der var noget i vejen”, siger Henrik Bucholdtz.

Gården med en besætning på omtrent 50 kreaturer inkl. opdræt ligger i en landsby med kort afstand til naboer.

”De så ikke noget på gården, der gav yderligere bekymringer, ellers ville de normalt have anmeldt det til myndighederne. I denne sag havde de ikke oplevet noget derude, der var alarmerende. Hos os gik det blot videre i vores system, så en dyrlæge senere skulle tjekke op på sagen”, siger Henrik Bucholdtz.

Han siger, at en af de to frivillige havde stor erfaring.

De fleste dyreværnssager, som Dyrenes Beskyttelse har, omhandler eksempelvis hunde, men det sker også, at der er sager med får, heste og kreaturer.

Denne sag er en af de mere alvorlige.

”Heldigvis er det forholdsvist sjældent, vi ser sådanne sager,” siger Henrik Bucholdtz.

Det har ikke været muligt for Landbrugsavisen.dk at få en kommentar fra den pågældende landmand.

Kommentarer deaktiveret på denne artikel på grund af sagens karakter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle