Dyreværnsforeninger: 'Forkasteligt, 'Dyrt og Dumt' og 'Uacceptabelt' at tillade minkavl

Flere dyreværnsforeninger er langt fra tilfredse med at regeringen vil tillade minkavl igen efter nytår.

Det er en skamplet på både regeringen og Danmark, at minkavl igen bliver tilladt fra 2023, og regeringen gør sig ansvarlig for tusinder af dyrs lidelse. Sådan lyder det fra dyreværnsorganisationen Anima i en pressemeddelelse i kølvandet på regeringens udmelding om at den vil tillade minkavl igen efter årsskiftet. 

- Det er en helt vanvittig beslutning at åbne for at genindføre minkavl i Danmark. Her blæser regeringen højt og flot på dyrevelfærden, og konsekvensen kan desværre blive at tusindvis af dyr kommer til at lide i små bure, udtaler Joh Vinding, direktør hos Anima.

Hos Dyrenes Beskyttelse kalder man beslutningen "forkastelig". 

- Der er absolut ingen gode grunde til at genåbne store minkfarme med millioner af dyr, som stuves sammen i små trådbure, indtil de aflives for deres pels. Det er skidt for dyrene, miljøet og klimaet, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelse og fortsætter. 

- Det er meget sørgeligt, at vi har ladet denne historiske chance for at lukke - produktionen ned, én gang for alle, passere. Mink er territoriale og solitære dyr. Det betyder, at de instinktivt lever alene og forsvarer store territorier, som strækker sig over flere km2. Det kan aldrig forenes med livet i et lille trådbur, siger Britta Riis.

Hos dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal protection stemmer man i koret af utilfredse stemmer og kalder "dyrt og dumt" at genoptage minkavl i Danmark. 

- Partierne bag tilladelsen pålægger samfundet store byrder, når de giver tilladelse til genoplivning af minkavl i Danmark, siger Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection DK i en pressemeddelelse. 

- I forvejen kommer borgerne til at betale mere end 19 milliarder i erstatning, for at få nedlagt et erhverv, der er dybt skadeligt for dyrene, naturen og klimaet, og som stadig kan udgøre en potentiel risiko for folkesundheden, fortsætter han.

Han kalder det uacceptabelt.

- Det er helt uacceptabelt, at genoplive et erhverv, der mishandler vilde dyr i små bure, udelukkende med det formål at producere pels, og det har mange danskere allerede indset, siger kampagnechefen med reference til den bølge af modstand mod pelsavl, der har rejst sig de seneste år.

Imod dyretisk anbefaling

Alle tre organisationer påpeger at det går imod Dyreetiskes Råds vurdering. 

Anima pointerer, at regeringen med sin beslutning fuldstændig ignorerer Det Dyreetiske Råd:

“Sidste år offentliggjorde Det Dyreetiske Råd en udtalelse om minkproduktion, hvori Rådet konkluderer, at hold af mink i små bure er uacceptabelt. Det er helt uforståeligt, at regeringen slet ikke forholder sig til eksperternes vurdering”, lyder det fra Joh Vinding, direktør hos Anima. 

Det Dyreetiske Råd - regeringens eget rådgivende udvalg - har også vurderet at "hold af mink i de eksisterende bure ikke er acceptabel". Og mange af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, har forbudt minkproduktion og andre igen er ved at udfase produktionen. Og alle danskere har bidraget til regningen på ca. 20 millioner kroner for at lukke minkerhvervet ned. Så hvorfor skal vi ikke sikre, at vi får noget for pengene, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.

- Minkavl er dyrplageri, en sundhedsrisiko og skadeligt for miljøet. Herhjemme har staten allerede betalt milliardregningen for nedlukningen af industrien. Derfor er det utrolig ærgerligt, at vi ikke sikrer os alle gevinsterne ved en permanent nedlukning af minkindustrien, siger Britta Riis.


 

 


 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle