Dyrevelfærd halter i staldene - minister vil vende udviklingen

Der uddeles fortsat en del sanktioner de danske stalde, og det bekymrer ny fødevareminister.

Knap hver tredje grisebesætning og hver anden kvægbesætning havde ikke styr på dyrevelfærden i 2021.

Det viser den seneste dyrevelfærdsrapport fra Fødevarestyrelsen. 

Tallene bekymrer minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).

- Vi skal have vendt udviklingen én gang for alle. Men det kræver, at vi kommer helt ind til kernen af udfordringerne og får taget grundigt fat på problemerne, siger han i en pressemeddelelse.

Fødevarestyrelsen udførte i 2021 dyrevelfærdskontrol i 1033 besætninger i forbindelse med den ordinære kontrol.

Det udløste en sanktion ved 46,3 procent af besøgene i kvægstaldene. Det er en stigning fra 31 procent året før.

For landets grisebesætninger er der sket en forbedring fra 33 procent i 2020 til 31,4 procent i 2021.

Alligevel er ministeren ikke tilfreds.

- Adskillige af mine forgængere - fra både røde og blå regeringer - har med de bedste intentioner forsøgt at komme problemerne med mangelfuld dyrevelfærd til livs. 

- Alligevel kan vi bare se på tallene, at vi ikke rykker os, og den positive udvikling står stille, eller går ligefrem den forkerte vej, siger Jacob Jensen.

Han hæfter sig også ved, at flere målsætninger i den frivillige handlingsplan, som branchen søsatte i 2014, ikke er nået. Eksempelvis er dødeligheden for pattegrise gået den forkerte vej.

Hvert år dør cirka en fjerdedel af de nyfødte pattegrise. Det svarer til, at cirka 10,7 millioner pattegrise dør om året. 

Sektordirektør: politianmeldelser er en løftet pegefinger

Fødevarestyrelsens årlige rapport om velfærdskontrollen i 2021 viser, at 271 grisebesætninger fik besøg af kontrollanter.

I 69 procent af tilfældene førte besøget ikke til sanktioner, og det er en forbedring fra tidligere år. I 2020 var tallet 67 procent, og året før 64 procent.

Til gengæld er der givet 17 politianmeldelser, og det er en stigning fra 11 anmeldelser året før.

Christian Fink Hansen, sektordirektør for L&F Gris, er tilfreds med, at flere producenter går igennem kontrollen uden bemærkninger, men han påpeger samtidig usikkerhed om konklusionerne, fordi datagrundlaget med 271 besætninger er meget lille.

- Siden 2019 ser vi en stigning i Fødevarestyrelsens kontrolbesøg, der gennemføres uden sanktioner. Det er altid positivt. I 2021 gennemførte Fødevarestyrelsen dog blot 271 kontrolbesøg, og det betyder, at de konklusioner, som vi kan drage på baggrund af tallene, er noget usikre. Det ændrer ikke på, at de 17 politianmeldelser er en løftet pegefinger til branchen, som vi skal tage alvorligt, siger han.

Kaldt i samråd

Jacob Jensen siger, at han nu vil "række ud til Folketingets partier og til relevante aktører på området" for at blive klogere på, hvor og hvordan der skal gribes ind for at rette op på dyrevelfærden i staldene.

Dyrevelfærdsordfører i Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard siger til Ritzau, at der er brug for at skærpe sanktionerne over for landbruget.

- Det her har stået på for længe. Det nytter ikke noget med en løftet pegefinger. Jeg tror ikke længere på, at landbruget forstår, at det er alvorligt, siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.

Hun vil nu kalde ministeren i samråd om sagen.

/ritzau/
 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle