Dyrevelfærdsordfører vil vide mere om ulovlig slagtning

Ulovlige slagtninger af drægtige kvier har vakt DF's dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaards opmærksomhed. Hun har stillet en række spørgsmål til fødevareministeren.

Der er basis for at blive klogere på omfanget af ulovlige slagtninger af drægtige kvier.

Det mener Danske Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Pia Kjærsgaard, der har stillet en række spørgsmål til fødevareminister, Mogens Jensen (S).

Selvom slagtningen af drægtige kvier er ulovlig og medfører bødestraf, mener ordføreren, at der er brug for øget fokus på området.

"Min opmærksomhed om det her er vakt, og jeg vil finde ud af, om der er grund til handling. Jeg vil gerne kende mere til omfanget og ministerens holdning til sagen. Jeg har stillet en række spørgsmål for at finde ud af, hvor meget substans der er i det", siger Pia Kjærsgaard.

lavE tal skal være lavere

I 2017 blev 70 drægtige malkekøer slagtet, mens det tal var faldet til 33 i 2018. Ordføreren mener, at det bør bringes endnu længere ned.

"Der er ingen tvivl om, at når antallet er gået ned, så er det pga. øget fokus, og hvis vi kan bringe det endnu længere ned, så gør det jo ikke noget, at jeg stiller de her spørgsmål", siger Pia Kjærsgaard og tilføjer:

"Jeg har stor respekt for danske landmænd, der har tjent os i generationer. Men de tjener os allesammen og måske endda mest sig selv ved, at der er styr på tingene, og at reglerne bliver overholdt".

er der et mørketal?

I sine spørgsmål spørger dyrevelfærdsordføreren, om ministeren er bekendt med et stort mørketal på området. Mørketal, hun dog ikke har nærmere kendskab til.

"Der har været nævnt nogle mørketal, og dem vil jeg gerne konkret vide mere om. Jeg har bare været grundig i mine spørgsmål".

Hos Landbrug & Fødevarer tager man kraftigt afstand til de ulovlige slagtninger, har sektordirektør Ida Storm fra L&F Kvæg tidligere forklaret i et åbent brev:

"Vi tager naturligvis stærkt afstand fra ulovlig transport og slagtning af højdrægtige køer, og det bliver meldt til politiet af myndighedernes dyrlæge på slagteriet, når loven bliver brudt", siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle