Dyrlæge efter flere afvisninger fra EU: - Vi har en stærk tro på, at fornuften sejrer til sidst

Til efteråret er det forhåbningen fra formand for Faggruppe Svin i Dyrlægeforeningen, John Haugegaard, at problemerne i Veterinærforordningen fra EU, der kan føre til højere antibiotikaforbrug, er løst.

Det har vist sig langt fra så enkelt at få ændret på de regler, som trådte i kraft 28. januar som følge af den nye Veterinærforordning fra EU. Reglerne betyder, at dyrlæger ikke må afkorte behandlingen af dyr med antibiotika, da lægemidlernes produktresume altid skal følges.

I Danmark kan det føre til et øget medicinforbrug.

EU-Kommissionen har flere gange siden afvist danske ønsker om at ændre reglerne, som i visse tilfælde kan føre til et øget brug af antibiotika.

På et samråd i sidste uge oplyste fødevareminister Rasmus Prehn (S), at man på trods af afvisningerne fra Kommissionen fra dansk side fortsætter en bilateral dialog med EU-Kommissionen omkring reglerne.
Og det er netop den dialog, som man i Dyrlægeforeningen, sætter sin lid til skal løse problemet. Det fortæller John Haugegaard, der er formand for Faggruppe Svin i Dyrlægeforeningen.

- Vi har en stærk tro på, at fornuften sejrer til sidst, men vi ved jo også godt, at det tager tid. Det er jo en stor maskine, som vi har med at gøre, siger han, og påpeger, at arbejdet med forordningen, der trådte i kraft i januar i år, har været undervejs helt siden 2011.

Eneste vej

Han forklarer, at det er dyrlægernes håb, at der med den danske dialog med EU-Kommissionen kan blive udviklet nogle specifikke danske standarder.

- Det er tilsyneladende det vores svenske og finske kolleger anvender. Det er det eneste, som jeg på kort sigt ser, er vejen frem på det her område, siger John Haugegaard.

Han forklarer, at det er hans forhåbning, at de bilaterale aftaler mellem Danmark og EU-Kommission kan gå i gang inden sommerferien, og til efteråret vil der kunne stykkes noget sammen, som medfører, at dyrlæger i Danmark igen kan fravige lægemidlernes produktresumeer i deres behandling, hvis det fagligt er deres vurdering også længe der anvendes mindre end angivet i produktresumeerne.

Svær vej

På samrådet i sidste uge lød det fra Rasmus Prehn, at man også forsøger at få ændret reglerne via Europa-Parlamentet, men den vej, sætter John Haugegaard dog ikke sin store lid til på kort sigt.

- Vi gør hvad, vi kan for at få klædt vores danske medlemmer af parlamentet på. Men de 14 medlemmer (ud af 705 medlemmer, red.) har jo ikke den store gennemslagskraft, fordi stort set alt der ligger syd for den dansk-tyske grænse, har et meget højere forbrug end vi har. 

- De ser de regler som en restriktion i forhold til mængderne nedad, hvor vi ser det som om en restriktion opad. Vi står jo faktisk alene i Norden, siger han.

Kan næppe aflæses i statistikken

De nye regler har nu været gældende i tre måneder. Fra John Haugegaard lyder det, at han tvivler på, at det kommer til at kunne spores i de næste statistikker for antibiotikaforbruget, at lægemidlernes produktresumeer skal følges.

- Jeg tror ikke, at det endnu har fået de store konsekvenser. Dels så prøver vi at rette os til med produkter. Og så vil der være dyrlæger, som – skal vi sige det sådan – implementerer den nye forordning relativt langsomt på områder, hvor man synes, at det fagligt set ikke giver mening at gøre det her.

Det vil sige de afkorter behandlingen alligevel?

- Det kan jeg ikke afvise, at der er nogle, der vil gøre. Vi har en situation, hvor vi skal tage hensyn til dyrevelfærden. Samtidig har vi en lovgivning, som pålægger landmændene nogle restriktioner, hvis de får gult kort. Så der vil være en balance, som der skal findes. Vi vil ikke have flere gule kort, siger John Haugegaard med henvisning til den danske gult-kort-ordning, som blev indført helt tilbage i efteråret 2010, og som har til formål at sænke antibiotikaforbruget i landbruget.

- Vi har kun en begrænset mængde antibiotika at gøre med, og den skal bruges optimalt, siger John Haugegaard.

Dyrlægen understreger, at det er vigtigt at få med, at udover man med et lavere forbrug af antibiotika selvfølgelig mindsker risikoen for resistens, så er der set fra dyrlægefagligt synspunkt i forhold til behandlingseffekt og dyrevelfærd ikke problemer i at forlænge behandlingsperioden af dyrene.

- Lange behandlingsforløb kan faktisk være helt okay, siger John Haugegaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle