Dyrlægeforening afviser at have sovet i timen

"Vi har løftet fanen højt i den her sag, og det har landbruget i øvrigt også", siger Den Danske Dyrlægeforenings formand, Hanne Knude Palshof til Altinget. Det sker efter foreningen har fået kritik fra flere sider de seneste dage i sagen om de nye medicinregler fra EU.

De nye medicinregler fra EU, der trådte i kraft 28. januar, har været længe undervejs.

Helt tilbage i 2014 var den omstridte bestemmelse, som i denne uge førte til, at dyrlægere demonstrerede foran Christiansborg, i høring. 

I forbindelse med, at fødevareminister Rasmus Prehn i mandags oplyste, at han vil tage kontakt til EU's sundhedskommissær om de nye regler, så gjorde Fødevarministeriet lige så stille opmærksom på, at hverken Den Danske Dyrlægeforening eller Landbrug & Fødevarer helt tilbage i oktober 2014 , havde indsigelser til den omstridte bestemmelse. 

Bestemmelsen gled også igennem både Europa-Parlamenet i 2018 med massivt flertal. Kun Enhedslisten stemte imod, da reglerne blev behandlet i Folketingets Europaudvalg i 2019.

Twitter skrev SF's medlem af Europa-Parlamentet, Margrethe Auken i denne uge, at hun slet ikke havde hørt om dyrlægernes bekymring før denne uge, og både dyrlæger og myndigheder må have sovet i timen.

Over for Landbrugsavisen fortalte dyrlæge Tue Villebro under demonstrationen i tirsdags foran Christiansborg Slotsplads, som ikke var arrangeret af Dyrlægeforeningen, at dyrlægerne bag i løbet af en uge har været i stand til at råbe politikerne op på en måde, som det ikke er lykkes for dyrlægeforeningen på flere år. Foreningen Kaninværnet havde også organiseret en mailstorm mod politikerne, da reglerne fra forordningen ikke kun rammer produktionsdyr, men også kæledyr.

Er en lille forening

Over for Altinget afviser Den Danske Dyrlægeforenings formand Hanne Knude Palshof, at foreningen ikke har gjort nok for at gøre opmærksom på problemerne med EU-forordningen. Hun fortæller til mediet, at det ofte først er på det tidspunkt, at restriktionerne træder i kraft, at det går op for folk, hvad det indebærer.

"Det er svært at sige, om vi kunne have råbt mere op. Vi er ikke en særlig stor organisation, og vi arbejder politisk af de samme veje, som vi før har haft succes med"

"Jeg mener, at vi har gjort vores, men det er jo heller ikke altid, at det er nok. Der er rigtig mange lande, der skal høres, og Danmark er i forvejen et forholdsvist lille land. Vi har løftet fanen højt i den her sag, og det har landbruget i øvrigt også. På den måde har det heller ikke kun været en opgave for os”, siger Hanne Knude Palshof til Altinget.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle