Dyrlæger er klar med video-rådgivning

Teknikken og mobildækningen er nu så god, at livestreaming fra svinestalde bliver et supplement til almindelig rådgivning.

Dyrlæge hos Ø-Vet Karl Johan Møller Klit skønner, at en fjerdedel af Ø-Vets besætninger er modne til at bruge video som en del af den veterinære rådgivning.

»Andelen vil vokse hurtigt i takt med, at vores tilbud bliver udbredt, og teknikken bliver bedre og lettere at bruge«, mener dyrlægen.

Han har gennem den seneste tid har testet forskellige platforme som WhatsApp, Facetime, Messenger, Viber og et par andre programmer til formålet.

Han ser video som en oplagt mulighed, hvis en medarbejder for eksempel er i tvivl om, hvorvidt en gris er transportegnet, eller om håndteringen af et sygt eller tilskadekomment dyr skal ændres.

»Mange medarbejdere bruger allerede mobiltelefonen til registreringer i produktionen, så det er oplagt også at bruge den til at sende små videoer fra stalden«, siger Karl Johan Møller Klit.

Videosupport fik sin offici-elle debut 1. maj, så selv om tiltaget endnu er ungt, forventer han ikke, at udviklingen stopper med videosupport.

Han ser det snarere som begyndelsen.

»Det er kun fantasien, der sætter grænsen i fremtiden, og teknikken udvikler sig hurtigt. Vi vil motivere personlaet til at bruge det, og vi tror, at det kan være en god hjælp for dem«, lyder det fra Ø-Vet-dyrlægen.

Han ser også video som et middel til at kvalitetssikre rådgivning, og til at følge bedre med i at aftalte ændringer i behandlingen bliver fulgt op.

Udlandet

Også i udenlandske besætninger Ø-Vet rådgiver i, bliver teknikken anvendt.

Her fungerer det ved, at alle driftsledere, ejere, dyrlæger og foderleverandører tilknyttet besætningen kommunikerer via Whatsapp.

»På den måde har alle personer tilknyttet besætningen adgang til al relevant information om besætningen som fx. foderrecepter, fotos og journaler«, siger Karl Johan Møller Klit.

Han ser det som en særlig fordel i forhold til at holde god kontakt med udenlandske besætninger, hvor besøgene sker med længere interval end herhjemme.

Internt blandt Ø-Vet-dyrlægerne er teknikken også i brug.

»Vi bruger det som intern sparring, hvor det er rigtig nyttigt«, lyder det fra dyrlægen.

Faktaboks

Video-support

  • Nyt tiltag fra Ø-Vet.
  • Forskellige programmer kan bruges, men Facetime og WhatsApp er begge gode.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle