Ny personlig afgift til praktiserende dyrlæger skaber røre. Det er en afgift på arbejde, vi gør gratis for Fødevarestyrelsen, lyder det i branchen.
Send venligst 1.970 kroner. Sådan cirka lyder en meddelelse fra Fødevarestyrelsen sendt til alle praktiserende produktionsdyrlæger i deres personlige E-Boks.
Afgiften skal dække kontrol af dyrlægernes viden om og håndtering af anmeldepligtige sygdomme.
Afgiften har skabt røre hos dyrlæger over det ganske land. En sådan afgift er absolut ikke fair, skriver en lang række dyrlægeselskaber nu i et åbent brev til Fødevarestyrelsen.
Katrine Lawaetz, formand for Dyrlæger & Ko lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af afgiften.
- Normalt beskatter man indtjening. Her pålægger man dyrlæger en afgift for et arbejde, de udfører gratis for Fødevarestyrelsen, siger hun.
Samtidig kritiserer hun, at den kommer i dyrlægernes private E-Boks.
- Det er ikke noget, der hører hjemme i privatlivet, understreger hun.
Chefdyrlæge Kenneth Krogh, LVK, ryster også på hovedet over afgiften. Han har tilfældigvis netop været kontrolleret af fødevarestyrelsen, en kontrol, der tog 2,5 timer.
- Det var måske 10 minutter der gik med kontrollen af mit arbejde og viden om anmeldelse af smitsomme sygdomme. På den vis er afgiften helt ude af proportioner, siger han.
Samtidig undrer han sig over afgiften på dyrlægerne, når overvågningen er for statens og erhvervets skyld.
Er 1.970 kroner mange penge for en dyrlæge og kan du ikke sende regningen videre?
- Selvfølgelig kan vi betale, og vi sender ikke gebyret videre til landmanden. Det handler om princippet i, at vi skal betale en afgift ude af proportioner for at kontrollere noget, vi gør gratis for Fødevarestyrelsen, siger Kenneth Krogh.
Dyrlægerne bag det åbne brev mener heller ikke, at det kun er gruppen af produktionsdyrs-dyrlæger, der har anmeldepligt. Alle dyrlæger har anmeldepligt over for de anmeldepligtige smitsomme sygdomme, uanset om de arbejder med smådyr eller på slagteri. Ja selv hvis de arbejder i Fødevarestyrelsen. Det er dog kun de praktiserende produktionsdyrlæger (kvæg- og svinedyrlæger) som bliver opkrævet afgift, men byrden burde fordeles ligeligt mellem faggrenene, lyder det.
LandbrugsAvisen har efterspurgt en kommentar fra Fødevarestyrelsen.
Faktaboks
Følgende dyrlægeselskaber står bag det åbne brev til Fødevarestyrelsen
- Dyrlæger & Ko
- LVK kvæg
- LVK svin
- Ø-vet
- DanVet
- Porcus
- SvineVet