Dyrskuedirektør om e-sport: Vi tør gå nye veje

Lørdag formiddag blev Danmarksmesterskabet i Farming Simulator skudt i gang på Roskilde Dyrskue, da direktøren for dyrskuet holdt tale til deltagerne.

- Det er fantastisk at se e-sport på dyrskuet, hvor der også er heste og køer, fortalte direktøren for Roskilde Dyrskue, Camilla Dupont, da hun talte til de håbefulde deltagere ved DM i Farming Simulator.

E-sport er sandsynligvis ikke det første, man forbinder med Roskilde Dyrskue. Ikke desto mindre var det vigtigt for Camilla Dupont at understrege betydningen af, at Roskilde Dyrskue kan rumme e-sport.

Dette er med til at vise, at Roskilde Dyrskue tør gå nye veje, fortalte Camilla Dupont til de fremmødte i e-sportshallen på dyrskuepladsen. 

Også Povl Fritzner, formand for Roskilde Dyrskue, var med til at fremhæve e-sporten på dyrskuet i sin åbningstale. Ifølge Povl Fritzner giver teknologien landbruget mange muligheder.

- Man kan også opleve en anden teknologi, når vi afholder DM i Farming Simulator. Det er et computerspil, der handler om at passe en gård. Computerspillet er med til at udbrede kendskabet til vores erhverv, og på den måde kan teknologien skabe mange muligheder.

I alt konkurrerede fem forskellige hold i danmarksmesterskabet i landbrugsspillet Farming Simulator, der først blev udgivet i 2008. Præmien var 15.000 kroner.

Deltagerne dystede i hold af tre om at aflevere så mange halmballer som muligt på et kvarter. Det krævede, at holdet arbejdede sammen i spillet for at høste deres korn, presse det til baller og aflevere halmballerne et specifikt sted i spillet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle