Dystre forudsigelser for tørken: Naturen må tørste videre

Det varme, tørre og solrige vejr fortsætter, dog er der efterhånden øget mulighed for byger, som kan være kraftige og med torden. Desværre vil bygerne ikke være nok til at dække nedbørsunderskuddet, så naturen må tørste videre.

Havde man gået og spejdet op mod himlen efter en ordentlig skylle inden for nær fremtid, som kunne redde en lille del af høsten, så må man desværre blive stående usædvanligt længe.

Ifølge DMI er der nemlig ikke noget, der tyder på, at der falder en mængde regn, som kan dække naturens underskud på regnvandskontoen.

Det skriver DMI i deres seneste månedsprognose.

Uge 30 kan give små byger

I uge 30 strømmer varm luft ind over Danmark vestfra og senere østfra, og det bliver solrigt, varmt og tørt.

Lokalt kan der dog komme regn- og tordenbyger, mens dagtemperaturen vil ligge mellem 25 og 30 grader, lokalt lidt varmere, og nogle steder vil man kunne opleve en tropenat, hvor temperaturen ikke kommer under 20 grader.

I weekenden passerer en front langsomt landet fra vest, hvilket betyder lidt faldende temperaturer og en overgang regn eller byger, som kan være med torden.

Hvor - og ikke mindst hvor meget nedbør, der kommer - er endnu ret usikkert, skriver DMI.

Nedbør en del under normalen

I  uge 31 og 32 ligger et højtryk nær Danmark, og det solrige, varme og tørre vejr fortsætter.

Generelt kommer dagtemperaturen til at ligge mellem 23 og 28 grader, nogle dage lokalt over 30 grader, og der er fortsat mulighed for tropenætter.

Afhængig af højtrykkets position kan vi få besøg af svage lavtryk og fronter. Sker dette, bliver det i perioder lidt mere skyet og lidt køligere, og der vil samtidigt komme lokale byger, som kan være kraftige og med torden.

Samlet set for disse uger ender temperaturen en del over normalen for årstiden, mens nedbørsmængden ligger en del under normalen, fortæller DMI.

Det tørre vejr fortsætter

For  uge 33 er prognoserne som vanligt mere usikre, men tendensen er, at det varme og tørre vejr fortsætter.

Det ser dog ud til, at vi kan få korte perioder med mere ustadigt vejr og byger, som kan være kraftige og med torden.
Temperaturniveauet ligger forsat en del over normalen, mens nedbørsmængden ligger noget under normalen.      

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle