Efter 11 ugers stilstand: Tyske slagtesvineproducenter fik noteringsstigning

Tyske slagtesvineproducenter skulle vente 11 uger, før der kom en solid noteringsstigning til slagtesvin.

Den tyske slagtesvinenotering går efter 11 ugers stilstand frem med fire eurocent til 1,89 euro pr. kg. Det svarer til en notering på 14,08 kr.

Det skriver Danske Svineproducenter i en prisorientering, hvor det antydes, at en prisstigning var ventet.

"Efter 11 uger med uændrede noteringer er knuden endeligt løst. Allerede i de seneste uger har der været nogle prispositive tendenser på det tyske slagtesvinemarked, men de to helligdage i uge 44 forhindrede en prisstigning", anfører Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

"De hollandske og specielt den danske slagtesvinenotering er imidlertid steget i de seneste uger og har således lagt et vist pres på de tyske omsættere om også at kræve højere priser", fortsætter han. 

Situationen i Tyskland er for tiden præget af en meget høj efterspørgsel fra Kina.

"Flaskehalsen er imidlertid kapaciteterne af kølehuse, dvs., at man ikke har muligheder nok for at indfryse al det svinekød, som kunne sendes til Asien. Det sidste skib, der kan levere svinekød til tiden til det kinesiske nytårsfest i slutning af januar måned, skal påbegynde sejlturen senest om to uger. Derefter regner man ikke med, at der kommer nye prispositive impulser i december og januar måned", siger han.

Trods den gunstige handel til Kina er der alligevel udfordringer blandt de tyske slagterier, idet flere ikke har markedsadgang til Kina.

"I denne sammenhæng skal det fremhæves, at ikke alle tyske slagterier har eksportlicenser til Kina. Disse slagterier, dvs. først og fremmest de små og mellemstore tyske slagterier, kæmper åbenbart hårdt med den høje tyske slagtesvinenotering. I forhold til sidste år er prisen for svinekød kun steget lidt i de tyske supermarkeder. Tyske markedseksperter regner derfor med, at flere mindre og mellemstore tyske slagterier vil gå fallit eller bliver opkøbt af de store slagterier, hvis markedssituationen ikke ændrer sig i de kommende måneder", siger Markus Fiebelkorn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle