Efter 18 år på posten: Vækstfonden skal have ny direktør

Direktør Christian Motzfeldt forlader efter eget ønske Vækstfonden til sommer. Processen med at finde en ny direktør går nu i gang.

Efter 18 år som topchef for statens finansieringsfond og medfinansiering af ca. 7.000 danske virksomheder - i blandt andet landbruget - forlader Christian Motzfeldt Vækstfonden ved udgangen af juli 2019.

Det skriver Vækstfonden i en pressemeddelelse.

”Vækstfonden har været en fantastisk arbejdsplads for mig i næsten to årtier. Det har været et kæmpe privilegium sammen med fondens dygtige medarbejdere og bestyrelser at finansiere mange tusinder spændende, danske virksomheder. Det har været meget svært for mig at træffe beslutningen om at stoppe, men jeg ønsker nu mere tid til bestyrelsesarbejde mv. og vil derfor træde tilbage fra det daglige operationelle job som administrerende direktør”, siger Christian Motzfeldt. 

Christian Motzfeldt blev ansat som direktør i Vækstfonden i marts 2001. Siden har Vækstfonden i samarbejde med private investorer medfinansieret ca. 7.000 virksomheder for mere end 20 milliarder kroner - herunder en del i landbruget, hvor Vækstfonden bl.a. kan tilbyde etableringslån.

Fonden har i samme periode vendt det investeringsmæssige resultat fra et betydeligt underskud til et stort overskud.

”Det er altid en udfordring, når en dygtig leder fratræder. Men samtidigt har jeg naturligvis stor respekt for Christians beslutning. Christian er og har været en fantastisk leder af Vækstfonden, og jeg må bare glæde mig over det store positive aftryk på virksomheder og samfund, som Vækstfonden i Christians mangeårige lederskab har afsat i Danmark”, siger Claus Gregersen, formand for Vækstfonden.

Blandt Vækstfondens store investeringssuccesser finder man robotvirksomheden Universal Robots, designvirksomheden Muuto og biotekvirksomheden Forward Pharma.

Virksomheder, der samlet har skabt flere hundrede job og medført skattebetalinger på flere milliarder kroner. Det samfundsøkonomiske aftryk i form af nye job skabt i Danmark siden primo 2001 kan anslås til op mod 100.000.

”Vækstfonden er en meget veldrevet virksomhed med rigtigt meget talent og med en sund økonomi, men også med flere vigtige samfundsmæssige opgaver end nogen sinde før. I bestyrelsen har vi kendt til Christians beslutning, og vi er klar over at succession er en helt central opgave. Vækstfonden er i en forberedt proces med at finde en ny administrerende direktør, og jeg ser frem til at kunne præsentere Christians afløser senere på året”, siger Claus Gregersen.

Stillingen som direktør for Vækstfonden vil blive slået op i løbet af de kommende dage.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle