Efter 60 år på Lille Nørregård: Sidste høstdag markeret med morgenmad i marken

Knud Erik og Tove Rasmussen har efter 60 år som ejere af Lille Nørregård valgt at takke af.

Knud Erik og Tove Rasmussen har i 2022 haft 60 år som ejere af Lille Nørregård i Sallinge. Forud havde Knud Erik drevet bedriften efter hans fars pludselige bortgang.

Parret er efterhånden blevet 82, og derfor er beslutningen endegyldig blevet, at høst nummer 61 bliver den sidste. Derfor blev sidste høstdag markeret lidt mere særligt, fortæller deres søn, Dennis Bager. 

- Det har været lidt en tradition, at vi har markeret at i dag bliver vi færdige. Og i år var det lidt mere specielt, end det plejer. Normalt sætter vi os bare i marken og spiser morgenmad - eller brunch - men den dag, der skulle der bord og dug og det hele frem. For at markere at det var den sidste. Det var også derfor at maskinerne fik flag på, som de kørte med hele dagen, fortæller Dennis Bager, som har indsendt billedet. 

Du kan også deltage i Skyd Høsten med dine billeder og video her.

På billedet ses, fra venstre, svigerdatter Birgitte Bager, barnebarn Rasmus Bager, Knud Erik Rasmussen, Tove Rasmussen, barnebarn Anders Thomsen, søn Stig Thomsen og datter Karina Rasmussen. 

- Vi kunne mærke på vores forældre, at de var meget berørte over, at det var sidste gang. På den ene side var de glade og lettede over, at beslutningen nu var taget. Men de var også vemodige over, at nu er det slut, fortæller Dennis Bager. 

Kører på til det sidste

Ægteparret skal dog ikke fra gården, da de har valgt at blive boende, men bortforpagte de 25 hektar jord. Og selvom det var den sidste høst, så skulle der ikke hviles særligt, meddeler Dennis Bager. 

- De var færdige kl 16 på sidste høstdag. Og så ringede min mor glad og fortalte, at nu var hele høsten i hus. Så jeg spurgte om det da ikke skulle fejres lidt, men nej kom det prompte. For nu var de igang med at presse halmen, for den skulle ind inden der kom regn. Og de nåede også lige at blive færdige med presningen to-tre timer før regnen, siger Dennis Bager, som fortæller at halmpresningen tog yderligere et par dage efter høsten. 

Den sidste høst, som bestod af byg og havre, har også været tilfredsstillende, uden at Dennis Bager dog har tal for udbyttet. Kornet ligger nemlig i en af laderne på gården, og bliver afhentet af en vognmand når han lige har et hul i sin køreplan. 

- Og nu efterfølgende kan jeg mærke på mine forældre, at det er godt de har taget beslutningen. For vi var da sådan lidt da vi spiste morgenmad, om de nu ville trække i land. Men så spurgte min far, om ikke jeg ville tage billeder af mejetærskeren, så den kunne komme til salg med det samme. Og når han vil sælge den, så er det slut, siger Dennis Bager.

 Knud Erik og Tove Rasmussen har desunde også en forpagter i kikkerten, som også gerne vil forpagte. Men parterne er enige om først at lave papirarbejdet, når høsten er ovre. 

Med det indsendte foto deltager Dennis Bager i konkurrencen Skyd Høsten Bedst.


Skyd Høsten er et samarbejde med Maykers.dk. Maykers har samlet over 200.000 produkter fra 200 forskellige forhandlere til landbrug på en samlet platform, så du nemt kan finde alt du skal bruge til dit landbrug. Opret en gratis konto og find alt til høsten allerede i dag.

Faktaboks

Skyd Høsten 2022 - Sådan gør du

Sådan deltager du:

Skyd Høsten Bedst:

  • Hovedpræmie: Høstfest til 25.000 kr.
  • Ugevindere: Gavekort til Maykers på 1.000 kr.
  • Ugevindere trækkes fra uge 28.
  • Lodtrækning blandt alle indsendte billeder og videoer: Gavekort til Maykers på 5.000 kr.
  • Lodtrækning blandt alle indsendte billeder og videoer: 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Gris, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.749 kr.

Emneord

Skyd Høsten 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle