Efter alvorssnak: Rasmus Prehn kræver konkrete løsninger på dårlig udvikling i grisevelfærden

Mandag var Landbrug & Fødevarer Gris indkaldt til alvorssamtale på fødevareministerens kontor, hvor der blev afkrævet svar og løsninger på den dårlige udvikling i grisevelfærden.

Det var ikke en tilfreds fødevareminister, der mandag mødtes med Formand Erik Larsen og sektordirektør Christian Fink Hansen og andre repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer.

Det står lysende klart, efter at repræsentanter for grisebranchen mandag var til alvorlig samtale hos fødevareminister Rasmus Prehn.

Kampen for grisevelfærden fortsætter ufortrødent, lyder det fra minister Rasmus Prehn i en meddelelse.

- Det var særdeles vigtigt for mig at sidde ansigt til ansigt med grisebranchen og understrege, at jeg finder den seneste udvikling for grisevelfærden helt uacceptabel. Budskabet herfra var helt klart: Der skal andre boller på suppen, og min helt klare forventning er, at branchen øjeblikkeligt tager initiativ til at vende udviklingen til det bedre, siger fødevareminister Rasmus Prehn.

Mødet kom i stand som følge af en række nye tal, der viser, at det går i den gale retning med grisevelfærden i Danmark.

Stik imod målsætningen er dødeligheden for pattegrise steget, hvilket betød, at der i 2021 døde 29.514 pattegrise hver eneste dag – i alt 10,8 mio. på et år.

Samtidig viste andre tal, at der fortsat er en anseelig mængde pattegrise, der kastreres uden at
blive smertestillet. Det sker, selvom branchen i over tre år har haft et krav til sine producenter om, at alle grise skal bedøves inden kastration.

Det står også klart, at alt for mange smågrise i Danmark halekuperes, selvom det i årevis har været forbudt at foretage rutinemæssig halekupering.

Den var på den baggrund, at grisebranchen mandag var til alvorssamtale hos Rasmus Prehn.

Skal mødes igen

Efter sommerferien vil parterne afholde et nyt møde, hvor grisebranchens repræsentanter forventes at fremlægge konkrete, kontante løsninger, der skal komme problemerne med grisevelfærden til livs.

- Det er dybt nedslående, at mange af de gode intentioner fra Svinehandlingsplanen er slået fejl. Vi har nu aftalt et nyt møde med branchen på den anden side af sommerferien, hvor de skal komme med noget helt konkret i form af nye løsningsforslag og initiativer til, hvordan vi kan få vendt udviklingen én gang for alle. På den baggrund må vi fra politisk side se på, om der skal mere til. Jeg udelukker ikke noget på nuværende tidspunkt,” siger Rasmus Prehn.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle