Efter diskussion på Facebook: Landmand inviterede Veganerpartiet hjem i stalden

24-årige Tobias Christensen, der ejer en gedeproduktion nær Herning, inviterede efter en diskussion på nettet en gruppe unge fra Veganerpartiet ind i stalden.

"Der er ingen grund til, at vi ikke viser vores bedrift frem, for det er den, vi passer hver dag, og det skulle vi gerne være stolte af at vise frem".

"Men hold op, hvor er jeg nervøs!", sådan tænkte 24-årige Tobias Christensen, der ejer og passer en gedeproduktion ved Herning, Nørgaards Geder, da han pludselig stod og skulle have fem veganere på besøg i sin stald.

Veganerpartiet havde et par uger forinden oprettet en lokal afdeling i Herning, og på et Facebook-opslag om den nye lokalafdeling endte han i en større diskussion med flere medlemmer af partiet. 

En diskussion, der fik Tobias Christensen til at invitere veganerne hjem på gården.

"De skrev om, hvordan landbrug var dyremishandling, så jeg skrev tilbage, at hvis de troede, det var dyremishandling, så skulle de komme herud og se vores gård. Og det takkede de hurtigt ja til", siger den unge landmand, der er meget positiv efter besøget, der endte med at vare 3,5 time.

"De kunne godt se, at det ikke er dyrplageri"

Tobias Christensen malker i øjeblikket 160 geder, der leverer mælk til gedeost. Planen er i april at være oppe på 320 geder, og drømmen hedder 400 geder.

I løbet af besøget fik de fem medlemmer af Veganerpartiet - blandt andet Soley Jonsdottir, der er bestyrelsesmedlem i Veganerpartiet i Vestjyllands Storkreds, og Lars Corvinius Olesen, der er kandidat i Østjyllands Storkreds og partiets Kommunikations- og presseansvarlige - svar på mange spørgsmål og lov til at se Tobias Christensen malke.

"Det gjorde jeg simpelthen for at vise dem, at der ikke er tvang, men at gederne selv render ind for at blive malket", siger den ugne landmand, der har lejet sig ind på forældrenes gård.

"Vi snakkede om alt muligt, og de var meget åbne og flinke, og jeg kunne have sparret mig for al nervøsiteten. De indrømmede da også, at at de godt kunne se, at det ikke var dyrplageri, for de kunne godt se på dyrene, at de havde det godt", siger Tobias Christensen, der dog ikke tror besøget rykkede ret meget:

"Vi bliver nok aldrig enige, jeg bliver i hvert fald ikke veganer", siger han med et smil i stemmen.

Heller ikke hos Veganerpartiet har besøget rykket ved partiets principper.

"Hos Veganerpartiet står vi også stadig fast på, at vi synes det animalske landbrug er en unødvendig produktion. Dyr skal og bør ikke holdes som produktionsenheder - uanset velfærd. Når man har muligheder for anden produktion af fødevarer, er det ikke længere etisk", tilføjer presseansvarlig, Lars Corvinius Olesen.

 
Tobias Christensen (i sort trøje i midten) viste stolt sin bedrift frem for medlemmerne af Veganerpartiet. Foto: Privatfoto 


Medlemmerne af Veganerpartiet havde flere veganske produkter med hjem til familien, som de kunne prøve til frokosten. Foto: Privatfoto

de unge skal vise landbruget frem

For Tobias Christensen var det ret enkelt, hvorfor selv de, der er uenige med ham skal inviteres ind på gården.

"Jeg har ikke, og bør ikke have, noget at skjule, jeg er stolt af det her landbrug, så jeg vil hellere invitere, end at de pludselig selv kommer anmasende eller bryder ind, som man har set nogle aktivister gøre. Jeg har altid sagt, at folk bare skulle komme ud og hilse på", siger Tobis Christensen, der også lod dem filme inde i stalde.

"Jeg mener, at vi landmænd skal være mere åbne, og det er især os unge landmænds opgave. De ældre har skabt det landbrug, vi har i dag, og jeg er stolt af det landbrug, de har givet videre til os, så nu er det os unge, der skal træde til og vise landbrugene frem".

Opdateret kl. 14:49 med kommentar fra Veganerpartiet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle