Efter kritik af stigende pattegrisdødelighed: Prehn indkalder L&F til alvorlig samtale

Manglende opfyldelse af de mål, som blev aftalt ved det såkaldte svinetopmøde i 2014 får nu fødevareminister Rasmus Prehn til at kalde Landbrug & Fødevarer til møde i Fødevareministeriet.

I en pressemeddelelse sendt ud fredag morgen har Dyrenes Beskyttelse meldt ud, at de giver dumpekarakter til den indsats, som landbruget har gjort for at leve op til den handlingsplan, som ledende kræfter i erhvervet skrev under på i marts 2014.

Det var her daværende fødevareminister Dan Jørgensen på Langelinie i København havde indkaldt repræsentanter fra landbruget, detailhandlen, forbrugerorganisationer, dyrevelfærdsorganisationer, dyrlæger og slagterierne til et svinetopmøde. Målet var at forbedre dyrevelfærden for grisene, og der blev skrevet under på en erklæring, der indeholdt syv punkter.

Der var ikke tale om bindende mål, og ny lovgivning, men i stedet blev der eksempelvis skrevet under på syv hensigtserklæringer. Blandt andet, at landbruget ”arbejder sig hen i mod, at overlevelsesraten for smågrise er hævet med én gris pr. kuld i 2020. En fælles indsats starter nu”.

Gået den anden vej

Siden dengang er det dog gået den modsatte vej.

Pattegrisedødeligheden er steget fra 21,6 procent i 2014 til 23,1 procent i 2020. I 2021 steg den til 23,4 procent.

Et andet punkt fra planen fra 2014 handler om overlevelsraten for søer skal hæves. Siden 2014 er dødeligheden for søer steget fra 11,9 procent i 2014 til 15,1 procent i 2020. 

Dyrenes Beskyttelse påpeger, at kun 3 af de 7 hensigtserklæringer fra svinetopmødet i 2014 delvist er indfriet.

Avisen Danmark har bedt fødevareminister Rasmus Prehn (S) om at forholde sig til Dyrenes Beskyttelses evaluering af handlingsplanen fra 2014. Og her lyder det, at Landbrug & Fødevarer meget snart bliver bedt om at komme til møde i Fødevareministeriet. 

- Jeg er meget utilfreds og dybt frustreret over, at vi stik mod handlingsplanens mål fra 2014 kan konstatere, at dødeligheden blandt pattegrise er steget. Det kræver en forklaring, og derfor vil jeg indkalde Landbrug & Fødevarer til en alvorlig samtale i Fødevareministeriet, hvor de skal redegøre for situationen, og hvad de nu vil gøre for at få vendt udviklingen, lyder det fra Rasmus Prehn i et skriftligt svar til Avisen Danmark.

Blandt underskriverne i erhvervet i 2014 var daværende L&F-formand, Martin Merrild. Nuværende Danish Crown-formand, Erik Bredholt, nuværnde formand for L&F Svineproduktion Erik Larsen og daværende formand for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle