Efter Mette F.-interview: Det er tegn på, hvor voldsomt presset Socialdemokratiet er i byerne

Torsdag langede statsminister Mette Frederiksen (S) ud efter landbruget i et interview hos Danmarks Naturfredningsforening. Årsagen er, at man hos Socialdemokratiet har vurderet, at man bløder vælgere i byerne, mener Sune Steffen Hansen, der er en af værterne på den politiske podcast, Pollster.

Når statsminister Mette Frederiksen vælger at give interview til Danmarks Naturfredningsforening, så er det et forsøg på at hente frafaldne vælgere i byerne. 

Sådan lyder det fra Sune Steffen Hansen, der er partner i public affairs-bureauet Rud Pedersen, og vært på den politiske podcast Pollster, hvor der bliver analyseret på politiske tendenser og brydninger i tiden.

- Socialdemokratiet er voldsomt presset i de store byer, hvor der godt kan være en tendens til, at man anser landbruget som værende en belastning for samfundet mere end en aktie. Så for at partiet ikke punkterer helt ved det kommende valg i storbyerne, som de sådan set godt kan risikere at gøre, så ser man sig nødt til at afdække en flanke, og derfor over i clinch med landbruget, siger Sune Steffen Hansen.


Sune Steffen Hansen fortæller, at Socialdemokratiet risikerer at "punktere helt" i storbyerne ved næste valg.

Næppe det sidste

Han forudser, at interviewet med Danmarks Naturfredningsforening, hvor Mette Frederiksen fortæller, at vi i Danmark er gået for langt i iveren på at være et landbrugsland, næppe bliver den sidste af den slags, som vi kommer til at se i den kommende tid fra Socialdemokratiet.

- I den kommende tid kan vi godt forvente at se, at landbruget bliver udstillet, og det er en kommunikation til nogle røde vælgere, som naturligt også burde stemme på Socialdemokratiet, men ikke gør det, lyder det fra Sune Steffen Hansen.

Men så risikerer hun vel også at skubbe nogle af de vælgere væk, som de ellers har hentet i landområderne?

- Det er præcis det. Det er en meget, meget fin balance mellem landfolk og byfolk omkring det her. Jeg tror, at man hos Socialdemokratiet har kalkuleret med, at det ser meget skidt ud i storbyerne, og man bliver nødt til i højere grad at promovere sig på det grønne område. Så er risikoen måske, at man skubber nogle vælgere væk på  Vestsjælland, men det er en pris, som man er villig til at betale.

Hvor mange analyser ligger der bag, når statsministeren siger ja til at lade sig interviewe af Danmarks Naturfredningsforening, og kommer med de meldinger hun gør?

- Det første man traditionelt vil gøre, det er at afdække bevægelser i vælgerkorpset og så segmentere efter, hvem de her personer er. Så kan man se, at der kan være et sted, hvor der en voldsom blødning, hvor ens parti går mere tilbage end man vinder i forhold til ens politik. Og så er man nødt til at gå ud at signalere, at man godt kan forstå, de her menneskers bekymring, siger Sune Steffen Hansen.

Han fortæller, at i dette tilfælde med statsministerens interview hos Danmarks Naturfredningsforening er personer i byerne og dem med lange videregående uddannelser, som man vil ramme.

-  Så bygger man sin strategi op, hvor man for at promovere sit budskab vælger at bruge nogle organisationer, som er garanten for det, som man gerne vil sige. Så på den måde giver det meget mening, at man her går ud med Danmarks Naturfredningsforening, da man på den måde får en legitimitet og troværdighed omkring sit budskab.

Flere landbrugsorganisationer reagerer dog skarpt på det her budskab. Det er man så ligeglad med?

- Jeg tror vurderingen er, at der er relativt få arbejdspladser i landbruget, så den pris, som man betaler med et så skarpt og kontroversielt budskab, som der her, den er minimal i forhold til det, som man kan hente hjem.

Hvor meget kommer det her til at fylde i valgkampen?

- Jeg vurderer, at der kommer mere af det her den kommende tid. Socialdemokratiet vil være nødt til at komme med skarpere grønne tiltag. Og for at gøre det, så må de finde nogle, som ligesom er modsætning til det. Her kan landbruget naturligt blive prygelknabe, siger Sune Steffen Hansen.

Kaldte klimadebat for hysterisk

Dermed er der altså tegn på en anden strategi fra Socialdemokratiet end før seneste Folketingsvalg. I månederne før valget i 2019 lød der helt andre postitive toner omkring landbruget. Blandt andet ved et landmandsmøde i Billund i november 2018, hvor Mette Frederiksen, der på det tidspunkt var statsministerkandidat, kaldte klimadebatten om kød hysterisk, og fik af vide af direktør i Danish Crown Beef, Finn Klostermann, at der lå et sælgerjob klar til hende hos ham, hvis statsministerdrømmen skulle mislykkedes.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle