Efter nedslagtning: Gods må atter bruge mælk fra egne køer

10-15 køer med forhøjede celletal er sendt til slagtning, og Knuthenlund Gods må nu atter forarbejde mælk i eget mejeri.

Vi er helt nede på at malke 18 køer lige nu. Heldigvis er der ti mere på vej, som endnu ikke har kælvet.

Susanne Hovmand-Simonsen, indehaver af Knuthenlund Gods, er mere end træt af, at hun har været nødt til at slagte hårdt ud i bestanden af ægte røde køer på godset for at overholde grænseværdien for celletal i mælk.

10-15 gamle køer med forhøjet celletal er sendt til slagteriet, fordi de trak det gennemsnitlige celletal op over 400.000, som er øverste grænse for, hvornår mælk må anvendes til konsum.

Fødevarestyrelsen varslede tidligere på ugen, at Knuthenlund Gods ville blive politianmeldt, fordi godset ikke havde indberettet det høje celletal i mælken.

Knægter avlsarbejdet

Susanne Hovmand-Simonsen giver ikke meget for styrelsens ageren i sagen.

»Der findes ikke en tilsvarende grænseværdi for gede- og fåremælk, og Fødevarestyrelsen har erkendt, at der ikke er noget fagligt foruroligende i at bruge mælken, selvom celletallet er højt,« siger hun.

At episoden vil få effekt på arbejdet med at bevare de gamle, røde køer er hun ikke i tvivl om.

»Vi står med en langt mindre population nu, og det er kritisk, når man gerne vil bevare de gamle racer. Jeg har ikke givet op, men der er langt vej til fremgang for de ægte, røde køer lige nu,« siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle