Efter nye krav til landbruget: Vådområde-projekt har ligget stille i årevis

Udvalgt til weekend: Efter adskillige år undervejs er vådområde, der skal reducere kvælstof, ikke i nærheden af at blive til virkelighed.

Et knap 400 hektar stort vådområde nær Skive, kaldet Skive-Karup Å, er stadig flere år fra at kunne få taget første spadestik.

Det er på trods af, at der i 2017 blev fundet 69 mio. kr. til at lave vådområdet, der skal opsamle kvælstof fra et stort opland, og der er indgået aftale med lodsejerne i området.

Det frustrerer en af de lodsejere, nemlig planteavler og deltidslandmand Poul Graugaard, der afgiver 55 hektar til vådområdet.

"Regeringen påstår, at vi ikke leverer på de kollektive virkemidler i Landbrugspakken. Det her område er et af de virkemidler, og det ligger bare og bobler i systemet", siger Poul Graugaard og fortsætter:

"Man står og banker på landbruget med den ene hånd, og så har man nogle projekter, man ikke får afsluttet med den anden".

for langsomt

For nyligt strammede regeringen igen kravene til landbrugets kvælstofudledning, og en af grundene til det er, at den mener, at landbruget ikke har levet op til Landbrugspakken.

Der er ikke blevet reduceret nok kvælstof, og det er bl.a., fordi man ikke har lavet nok vådområder og minivådområder, der kan gøre netop det.

Men på grund af en regnefejl i miljøregnskabet for vådområdet har processen måtte starte forfra.

chokeret over politikerne

Det betyder, at Skive Kommune først skal lave et nyt projekt og få det godkendt hos Miljøstyrelsen. Herefter skal det i offentlig høring, inden Landbrugsstyrelsen, der sidder med pengene fra EU, skal godkende projektet.

Hos Skive Kommune tør man ikke gætte på, hvornår projektet kan blive til virkelighed.

"Jeg vil gerne være så fleksibel som muligt, så vi kan få det her til at lykkes, og jeg kan ikke forstå, at der ikke sker mere. De nye beregninger viser endda, at projektet er blevet endnu bedre, så hvorfor sker der ikke noget?" spørger landmanden, der fortsætter:

"Man bliver frustreret og lidt chokeret over politikerne, når de skælder ud på landbruget. Ved de ikke, hvad der foregår i deres egne styrelser? Det her går alt for langsomt, selv om vi landmænd gerne vil".

Læs hele historien i LandbrugsAvisen nr. 24, der udkommer i weekenden.

Faktaboks

Derfor er vådområder så vigtige:

  • Kvælstofvådområder har som formål at fjerne kvælstof fra det vand, der løber fra marker og natur ud i fjorde og kystvande.
  • Det er et af fire tiltag, der blev indført i Landbrugspakken.
  • Vådområderne er det tiltag, der skal give størst effekt, nemlig 1.250 ton kvælstof. 
  • Ifølge en prognose står man til at nå 980 ton kvælstof ved udgangen af 2021.
  • Mens det er op til landmænd at etablere minivådområder, hører de større kvælstofområder under kommunerne.
  • Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet går der typisk ca. 4 år fra tilsagn til etablering af et vådområde. 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle