Efter opkøb: Danish Agro ansætter ny koncerndirektør

Efter opkøbet af Hedegaard A/S har Danish Agro rokeret på ledelsesgangen, og Michael Stevns er ansat som ny koncerndirektør.

Danish Agro meldte tidligere på ugen, at de havde opkøbt Vestjyllands Andel's andel i grovvareselskabet Hedegaard A/S. 

Det får nu betydning på chefgangen hos Danish Agro, der har udpeget nye direktører for to af koncernens seks divisioner.

Som en del af ændringen er Michael Stevns fra senest 1. maj ansat som ny koncerndirektør i Danish Agro koncernen.

Ændringerne sker fordi Søren Rathcke fratræder som adm. direktør i Hedegaard A/S, hvorfor han også udtræder af Danish Agro koncernens koncernledelse.

Derudover bliver Henrik Stilund ansvarlig for Danish Agro koncernens internationale grovvareaktiviteter.

Hentet ind fra Jægerforbundet

Michael Stevns (57 år), har erfaring som direktør fra både Landbrug & Fødevarer, Arla Foods, Mejeriforeningen og senest Dansk Jægerforbund.

Ud over at være ansat som ny koncerndirektør, bliver han også ansvarlig for koncernens Agribusiness Support-division, der håndterer og koordinerer indkøb, såsædsforædling, energiprodukter, mv. 

Henrik Stilund (49 år), der har arbejdet i Danish Agro koncernen siden 2002 og allerede er medlem af koncernledelsen, bliver nu også ansvarlig for Danish Agro koncernens internationale grovvareaktiviteter i divisionen Agribusiness International, hvor han hidtil har været en del af direktionen som COO. 

Udover det nye direktøransvar er Henrik Stilund også koncernansvarlig for risikostyring, afgrøde- og råvarehandel samt Scanfedt og Scanola.

Danish Agros koncernledelse vil fremadrettet bestå af følgende medlemmer:
•    Henning Haahr, Koncernchef i Danish Agro koncernen
•    Brian Hauge Søe, Group CFO for Danish Agro koncernen
•    Henning Fogh, Koncerndirektør for de danske grovvareaktiviteter (Agribusiness Denmark)
•    Henrik Stilund, Koncerndirektør for de internationale grovvareaktiviteter (Agribusiness International)
•    Michael Stevns, Koncerndirektør for koncernens support-aktiviteter (Agribusiness Support)
•    Jens Skifter, Koncerndirektør for koncernens maskinaktiviteter (Agribusiness Machinery)
•    Peter Torssell Iversen, Koncerndirektør for koncernens premix og vitaminaktiviteter (Special Feed)
•    Søren Møgelvang Nielsen, Koncerndirektør for kommunikation og marketing

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle