Efter overansøgning: L&F håber på flere penge til grønne stalde

Med stor rift om støttekroner til at bygge miljøvenlige svinestalde håber L&F, at ministeren vil finde flere penge til puljen - evt. ubrugte midler, der tidligere har indgået i lignende ordninger.

Puljen til ny- og tilbyg af miljøvenlige slagtesvinestalde er kraftigt overansøgt, og derfor håber Landbrug & Fødevarer på, at puljen bliver udvidet.

Sådan lyder det fra Erik Larsen, formand i L&F Svin, der håber på velvilje fra ministeren.

"Jeg håber, at ministeren har viljen til at finde flere penge til puljen, når nu så mange gerne vil bygge", lyder det fra formanden, der har sendt forslaget til Miljø- og Fødevareministeriet:

"Man kunne jo f.eks. bruge de midler fra 2016, der aldrig kom ud og arbejde, fordi ikke alle projekter blev til virkelighed".

man har ikke lyttet til erhvervet

Netop, at projekter ikke bliver til noget, frygter Erik Larsen bliver et stort problem for ordningen fra i år, fordi der ikke har været nogen såkaldte "modenhedskriterier" i ordningen.

Det vil sige, at der ikke er et krav om at kunne fremvise f.eks. en miljøgodkendelse for at kunne søge pengene, og det betyder, at umodne projekter bliver vurderet på lige fod med modne.

"Vi har sagt fra start, at man både bør have en miljøgodkendelse og en mulighed for finansiering på plads, før man kan søge. Der er det meget beklageligt, at man ikke har hørt på erhvervet", lyder det fra en ærgerlig Erik Larsen, der fortsætter:

"Vi vil gerne have, at man er klar til at bygge, når man ansøger, så pengene kommer ud og arbejder. Det er ikke meningen, at et eventuelt tilsagn bare skal lægges i skuffen. Det går ud over dem, der rent faktisk er klar til at bygge".

LandbrugsAvisen har spurgt Miljø- og Fødevareministeriet, om der kan findes flere penge til ordningen og afventer svar.

Faktaboks

Fakta om slagtesvinestaldordningen 2020

  • Puljen er i alt på 85 mio. kr.  Heraf er 51 mio. kr. til nybyg og 34 mio. kr. til tilbygning.
  • Der er skrappe krav til investering i miljø- og klimavenlig teknologi for at kunne få del i pengene. Det drejer sig om enten gylleforsuring eller luftrensning.
  • Pengene bliver fordelt efter, hvor miljøeffekten er størst, og hvis den er lige stor, så vil projektet med det største tilskud blive prioriteret.
  • I alt har 89 svineproducenter søgt om tilskud for 401 mio. kr. 
  • Heraf har 47 landmænd har søgt om i alt 268 millioner kroner til at bygge helt nye stalde, mens 42 landmænd søgt om i alt 133 millioner kroner for at få finansieret en grøn tilbygning til deres eksisterende staldanlæg.
  • Pengene stammer fra EU.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle