Efter ransagning: Dansk kød-direktør afviser svindel-anklager

Anklagerne om, at slagteribrødre skal have påført tysk slagteriselskab tab, er "udokumenterede, fejlagtige og ærekrænkende", udtaler direktør.

Anklagerne om, at de kendte slagteribrødre Torben og Steen Sønnichsen skulle være skyld i store tab for andelsselskabet Westfleisch i Tyskland ved at have gennemført en række handler til skade for selskabet, har intet på sig. Tværtimod afviser Torben Sønnichsen samtlige beskyldninger og varsler samtidig juridiske modtræk.

Så klar er udmeldingen fra Torben Sønnichsen, direktør i det danske handelsselskab Prime Pork Trading Denmark.

Dansk og tysk politi var tirsdag på uanmeldt besøg for at ransage selskabet, bekræfter Torben Sønnichsen. Det samme har Østjyllands Politi bekræftet over for Landbrugsavisen.dk.

Årsagen er, at tysk politi undersøger en anmeldelse om en handel, der skulle have påført det tyske andelsselskab Westfleisch store tab. Det drejer sig om hele 12.000 tons svinekød fra Tyskland, der af Prime Pork Trading - via udenlandske datterselskaber ejet af familien Vinderslev - blev sendt til Kina.

Det tyske medie WirtschaftWoche har gennem flere måneder dækket sagen, hvor en angiveligt tidligere medarbejder anklager Westfleisch og Prime Pork Trading for at have handlet til skade for Westflesich.

Men anklagerne pm, at der skulle være foregået ulovligheder har altså intet på sig, skriver Torben Sønnichsen.

"Vi kan på det kraftigste afvise alle beskyldninger. De er udokumenterede, fejlagtige og ærekrænkende. Vi samarbejder naturligvis fuldt ud med myndighederne for at give myndighederne den fornødne klarhed", lyder det fra direktøren, der startede Prime Pork Trading i efteråret, under ejerskab af familien Vinderslev.

Torben Sønnicsen overvejer nu at lave egne modtræk.

"Sideløbende vurderer vi, hvilke passende juridiske foranstaltninger der skal iagttages, for at modsvare den ærekrænkende adfærd", skriver han.

LandbrugsAvisen.dk har også forsøgt at få en kommentar fra Steen Sønnichsen, der er produktionsdirektør og en del af den tre mand store direktion i Westfleisch. Han har dog meldt, at han ikke har mulighed for at give interview for nuværende.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle