Efter retssag: Opfinder indgår storaftale om salg af kobørster

Carsten Papuga har netop indgået aftale med VikingDanmark om salg af hans kobørster.

En stor del af de danske køer skal kunne klø sig på en kobørste fra os.

Sådan lyder ambitionen fra opfinderen Carsten Papuga, som blandt andet står bag firmaet kobørster.dk.

Han har netop indgået en salgsaftale med kvægavlsforeningen VikingDanmark, som nu får kobørsterne fra Carsten Papuga på deres sortimentsliste i VikShoppen.

»Det er en kæmpe mulighed for mig for at udbrede vores kobørster. Viking er ejet af landmændene, og foreningen har et omfattende netværk, som kun kan styrke salget,« vurderer Carsten Papuga.

Opfinderen fra Vejle, som i mange år udelukkende beskæftigede sig med udvikling og salg af børster til vaskehaller, har haft en omtumlet tilværelse de seneste måneder. Den svenske koncern DeLaval mente, at Carsten Papuga havde krænket deres patent på kobørster, men torsdag den 3. november fik han Sø- Og Handelsrettens ord for, at det ikke var tilfældet.

»I lang tid har vi ikke vidst, om vi var købt eller solgt. Det har været et voldsomt tryk mod vores beskedne virksomhed. Heldigvis har jeg haft en god advokat i Martin Kristensen fra Otello advokaterne, for det var den lille mands kamp mod den store virksomhed. Men nu er det fortid. Nu er vi kørende igen,« siger Carsten Papuga, som glæder sig til at tage mere fat i udviklingsdelen, når VikingDanmark tager over på salgssiden.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle