Efter tabte kontrakter: Arla lukker britisk ostemejeri

37 ansatte mister jobbet, når Arla lukker et specialmejeri i det sydvestligste England.

Arla vil lukke sit mejeri i byen Trevarrian.

Dermed står 37 ansatte til at miste deres arbejde, når mejeriet ifølge Arlas planer stopper produktionen til sommer. Det oplyser den britiske afdeling af Arla i en pressemeddelelse.

Mejeriet, der ligger i Cornwall, som er noget af det mest sydvestlige, du kan komme i England, har været et ostemejeri, der især har produceret oste som brie og camenbert.

Produktionen har dog været for nedadgående de seneste tre år og er blevet forstærket af, at selskabet har mistet en række private label-kontrakter på det seneste, samtidig med at afsætningen til foodservice er blevet skåret væk af den igangværende coronapandemi.

Arla oplyser, at tabet af de to kontrakter i private label tilsammen udgør omtrent 45 procent af mejeriets samlede volumen.

Derfor anser Arla ikke længere produktionen for at være økonomisk bæredygtig.

"Desværre betyder faldet i produktionsvolumen på mejeriet, at vi ikke længere tror, at det vil være økonomisk ansvarligt for os at holde Trevarrian mejeriet i produktion. Vi har undersøgt mange muligheder for at tage volumen ind til andre produktioner på mejeriet, men vi ser ikke andre muligheder end at foreslå lukning af mejeriet", udtaler Alison Rance, vicepresident med ansvar for produktion i Arla UK.

Det lille specialmejeri indvejede årligt 7,5 mio. kg mælk og var dermed blandt de absolut mindste i koncernen. Mælkemængderne fra andelshaverne skal nu i stedet køres til Taw Valley og Westbury mejerierne.

Produktionen af de særlige ostetyper, som Trevarrian stod for, kan ikke laves andre steder, så Arla vil meddele  sine kunder, at man indstiller salget.

Arla har fortsat 10 mejerier i UK med i alt 3.300 ansatte til at behandle de 2.200 andelshaveres mælk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle