Efter trussel mod sommermarked: Politiet efterforsker stadig ved Gram Slot

Torsdag var politiet igen til stede til sommermarkedet på Gram Slot. Politiet er endnu ikke færdige med at efterforske truslen, der blev fremsat i sidste uge.

For anden uge i streg var politiet til stede ved Gram Slot, da der blev afholdt sommermarked i går, torsdag.

I sidste uge, blev der fremsat en trussel mod sommermarkedet på Gram Slot, hvorfor Politiet 'i fornødent omfang' var til stede under hele arrangementet.

Gram Slot afholder hver torsdag i sommerferien et sommermarked med mellem 1500- 2000 gæster, hvor der blandt andet bliver serveret sønderjysk kaffebord for 300 mennesker.

Det er i forbindelse med sommerarrangementet, at der blev modtaget en trussel.

"Vi efterforsker fortsat den trussel, der tidligere er fremsat mod markedet. Det er politiets opfattelse, at både udstillere og gæster trygt kan tage til markedet", skrev Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En af gæsterne, der besøgte markedet 1. august, fortæller blandt andet, at der var en del betjente til stede, og at de besøgendes tasker blev kigget igennem, før man fik lov at komme ind i området, hvor der blev serveret sønderjysk kaffebord.

Syd- og Sønderjyllands Politis kommunikationsrådgiver Helle Lundberg afviste i sidste uge over for landbrugsavisen.dk at svare på, hvem truslen er fremsat mod - eller om truslen er mod selve markedet, slottet eller en person. Hun afviser også at kommentere yderligere på, hvordan truslen er blevet fremsat.

Faktaboks

Gram Slot driver i alt økologisk landbrug på 2500 hektar. Til slottet hører også Gram og Nybøl Godser, og landbruget har en større mælkeproduktion, der bliver kørt til mejeriet i Christiansfeld.

Produkter som økologisk mælk, kartofler og havregryn - alle økologiske - bliver solgt i Rema1000's butikker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle