Efter tumultarisk møde: Danske Mink tror stadig på en minkfremtid i Danmark

Lige nu bliver der dog stillet krav til blandt andet ugentlige corona-test og krav om ansigtsmasker.

Foreningen Danske Mink, der arbejder for at få genstartet minkproduktionen i Danmark, tror stadig på en fremtid for minkavl efter et lettere tumultarisk møde i Fødevareministeriet onsdag, hvor Danske Minkavlere valgte af udvandre.

- Det var et konstruktivt møde, hvor vi oplevede en åbenhed for, at vi finder de bedst mulige løsninger for at komme i gang igen, siger Louise Simonsen, der er formand for Danske Mink.

Med på mødet var også embedsmænd fra Sundhedsministeriet, Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.

På mødet blev Danske Minkavlere, Danske Mink og L&F præsenteret for en række restriktioner, der skal gælde for minkervervet, når det midertidige forbud udløber ved udgangen af 2022.

Det er uklart, hvad det præcise katalog af restriktioner indeholder, og myndighederne har indtil videre ikke delt oplysningerne.

Brug af masker

Det har endnu ikke været muligt for LandbrugsAvisen at få oplyst det præcise katalog af krav.

Men ifølge LandbrugsAvisens oplysninger handler kravnene blandt andet om 60 svælgprøver ugentligt fra minkbesætningerne på døde dyr foretaget af Fødevarestyrelsen, daglige kviktest af medarbejderne suppleret af to ugentlige PCR-test.

Desuden skal de minkansatte bære såkaldte FFP3-masker. FFP3-masker må imidlertid kun bruges tre timer dagligt.

Ifølge Louise Simonsen var der i kredsen af embedsfolk dog en lydhørhed overfor, at nogle af de fremlagte krav ville gøre det vanskeligt for minkavlerne.

Overlæge og professor Niels Høybye, der også deltog på mødet, skal nu sammen med Danske Mink komme tilbage med et udspil på nogle alternative restruktriktioner.

Danske Mink pegede i løbet af mødet på, at nogle af kravene virker opskruede i forhold til den aktuelle corona-situation i Danmark.

- Vi har aftalt, at vi nu vender tilbage med nogle forslag til, hvordan kravene kan se ud, siger Louise Simonsen, der er fortrøsningsfuld.

- Vi tror, det bliver muligt at få minkavl igen, og der er også planer om, at kravene under alle omstændigehderne skal evalueres igen til november, siger Louise Simonsen.


Direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum, faglig direktør Tyra Grove Krause og formand for Danske Mink Louise Simonsen efter minkmøde i Fødevareministeriet onsdag.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle