Efter voldsom kritik: Styrelse ansætter ekstra folk til støtte-udbetalinger

Landbrugsstyrelsen ansætter ekstra personale på Augustenborg Slot, så sagsbehandlingen af støtteudbetalingen kan gå hurtigere.

Landmænd har måttet døje med forsinkede udbetalinger for en række tilskuds- og støtteordninger.

Nu har Landbrugsstyrelsen valgt at ansætte ekstra personale på Augustenborg, hvor Landbrugsstyrelsen har enheden, der står for støtteudbetalinger.

Landbrugsstyrelsen ansætter 12 medarbejdere hen over første kvartal og ansætter i slutningen af december 10 vikarer, der er en midlertidig periode skal hjælpe med udbetalingerne.

"Vi regner med, at vi får en spidsbelastning hen over første halvdel af 2018", siger kunde- og produktionsdirektør Steen Silberg Thomsen til Landbrugsavisen.dk.

I forvejen er der 60 ansatte på området. Samtidig vil styrelsen allokere øvrige medarbejdere – som i efteråret har arbejdet med tilsagn – over til udbetalingsområdet.

"Så håber vi, at tilførelsen af ressourcerne kan skrue op for sagsbehandlingstiden, så vi kan få ekspederet sagerne hurtigere".

L&F: Det har haltet for længe

Hos Landbrug & Fødevarer ser områdedirektør Niels Peter Nørring frem til en hurtig og effektiv udbetaling af grundbetaling fra den 1. december 2017.

"Vi er dog bekymrede over 15 forsinkede ordninger, hvor landmændenes likviditet presses som følge af lange sagsbehandlingstider", udtaler Niels Peter Nørring.

"Landbrug & Fødevarer har længe presset på for, at styrelsen tager handling i forhold til den vanskelige situation, som det stiller vores medlemmer i. Vi er derfor tilfredse med, at styrelsen tager konsekvensen og sætter flere kræfter ind og opnormerer styrelsen i Augustenborg", lyder rosen.

Men det har haltet for længe på området, siger han.

"Der er behov for mærkbare forbedringer - især i forhold til udbetaling af økologisk arealtilskud og udbetaling af projektstøtteordninger som miljøteknologi og moderniseringsstøtte. Styrelsens eget mål om at klare størstedelen af udbetalingssagerne på projektstøtteområdet på 60 dage (med mindre sagerne udtages til kontrol) bør kunne opfyldes", udtaler han.

Styrelsen: Det går fremad

Styrelsen har i dag, tirsdag, lagt en nyhed ud på deres hjemmeside, hvor de giver en status på sagsbehandlingen af deres tilskudsordninger.

På i alt 40 tilskudsordninger forløber sagsbehandlingen planmæssigt. Det drejer sig blandt andet om følgende ordninger:

  • Pleje af græs (tilsagn),
  • Fosfor- og Kvælstofvådområder (tilsagn),
  • Natura2000 (tilsagn),
  • Erhvervsudvikling, udskudt fra 2015 (udbetaling),
  • skolefrugt (udbetaling),
  • skolemælk (udbetaling)
  • GUDP (tilsagn). 
  • Tilsagn til Økologisk Arealtilskud 2017 forløber også planmæssigt, og styrelsen har nu givet tilsagn i 86,2 procent af sagerne.

Derudover har styrelsen hen over efteråret afsluttet 15 ordninger. Blandt andet:

  • Erhvervsudvikling (tilsagn),
  • Miljøteknologi Gartneri (tilsagn),
  • Pleje af græs 2016 (udbetaling),
  • Kvælstof- og Fosforvådområde (tilsagn),
  • Miljøbetinget tilskud og omlægningstilskud (udbetaling)
  • Tilpasningsstøtte til mælkeproducenter og andre husdyrsavlere (udbetaling).

Styrelsen mangler stadig at afslutte 15 forsinkede ordninger.

"På flere af de forsinkede ordninger afventer vi bl.a. svar på partshøring. På en del ordninger er der enkelte sager, som forsinkes på grund af forhold, vi ikke har indflydelse på. Det kan fx være ved konkurser og dødsboer, hvor vi må afvente andre myndigheders afgørelse, og derfor ikke kan melde en ordning som 100 procent afsluttet. På udbetalinger på Økologisk Arealtilskud 2016 udestår der fx lige nu kun få sager, hvoraf flere er forsinkede på grund af forhold som disse", skriver styrelsen.

De yderligere ressourcer til sagsbehandlingen af de forsinkede udbetalinger skal blandt andet fokuseres på ordningerne Miljøteknologi (2016) og Økologisk Investeringsstøtte (2015).

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle