Efterafgrøder lægger særligt pres på kvægbrug

L&F Kvæg kæmper for, at nyudlagte kløvergræsmarker skal tælle med som efterafgrøde, når det er hovedafgrøden næste år

Kvælstofdebatten raser i medierne og er et rammevilkår, kvægbruget skal forholde sig til. Der bliver i særdeleshed pres på kvægbruget i takt med, at målrettet regulering skal fjerne mere og mere kvælstof fra vandene omkring Danmark. Det påpeger Chr. Lund, der er formand for Landbrug & Fødevarer kvæg, og som aflagde årsberetning på kvægkongressen i Herning mandag formiddag.

650.000 hektar om tre år

I 2019 skal der udover de pligtige efterafgrøder være 140.000 hektar frivillige, målrettede efterafgrøder, og de skal især være på Fyn og i Jylland, hvor kvægbruget er. Næste år bliver det cirka det dobbelte og om to år, altså i 2021, det tredobbelte. Dermed bliver der 650.000 hektar efterafgrøder i alt. Målrettede efterafgrøder kan erstattes af tilsvarende virkemidler.

Udfordrer grønt kort

Fagligt kæmper L&F og Seges for at udfordre det grønne kort, der viser hvor de målrettede virkemidler skal ligge og få ret og rimelighed i kvælstofmålene.

”Det giver ikke mening, at landmændene i oplandet til Ringkøbing Fjord skal bruge 70 mio. kr. på efterafgrøder og andre kvælstofreducerende tiltag, når vandet i fjorden allerede lever op til kravene til god økologisk tilstand”, siger han.

Indtil fagligheden er forbedret bliver også kvægbruget dog nødt til at gøre en stor indsats for at reducere kvælstofudlening, understreger han.

”Mange af jer har taget denne opgave på skuldrene – tak. Jeg håber at I alle vil fortsætte arbejdet med efterafgrøder og få sat fuld sving i de kollektive virkemidler«, sagde han.

Mere skal tælle med

Sektorbestyrelsen for kvæg vil kæmpe for at kvægbruget får kredit for hele den kvælstofreducerende effekt af de mange græsmarker, vi har på vores bedrifter. Et særligt fokus er på, at vores nyudlagte kløvergræsmarker skal tælle med som efterafgrøde, når det er hovedafgrøden næste år

 

Emneord

Kvægkongres

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle