Efterdønninger fra stor nordjysk konkurs får rådmand til at trække sig

Rådmand i Aalborg Kommune Tina French Nielsen (V) må trække sig fra sin post som en følge af stor konkurs fra 2019.

Selvom det er tæt på to år siden, det store nordjyske kvægbrug Viderupgaard A/S ved Nibe i Nordjylland gik konkurs, trækker konkursen stadig spor.

Især for en af medejerne, Tina French Nielsen, der er rådmand valgt for Venstre i Aalborg Kommune.

Det slutter dog 1. februar, da politikeren som følge af konkursen er nødt til at indgive begæring om personlig gældssanering og derfor trækker sig som rådmand.

"At være i en situation, hvor man anmoder retssystemet om gældssanering, er kompliceret, når det foregår i samspil med at bestride et højt politisk embede", skriver Tina French Nielsen på Facebook, hvor hun annocerer sit stop, og fortsætter:

"Jeg elsker og respekterer mit parti Venstre, og jeg vil ikke stille partiet i en situation, hvor mit mandat skal diskuteres med baggrund i mine private forhold".

Politikeren udtrykker desuden, at sagen har medført betydelige personlige omkostninger for hende og de mennesker, hun holder af, og derfor har hun ikke yderligere kommentarer.

Da Viderupgaard A/S gik konkurs var det med en gæld på 100 mio. kr. fra 2017, hvor det sidst offentliggjorte regnskab kom fra.

Før konkursen havde Viderupgaard A/S 550 malkekøer plus opdræt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle