Efterspørgslen på øko-varer vokser globalt

Efterspørgslen på økologi vokser i hele verden. Det viser ny international rapport, som i dag offentliggøres på verdens største øko-messe i Nürnberg. Her står 19 danske øko-virksomheder klar til at gå på jagt efter nye eksportmarkeder. Fødevareministeren besøger i dag den danske fællesstand på messen.

Ikke kun i Danmark, men i hele verden efterspørger folk mere og mere økologi.

Det noterer Økologisk Landsforening, som er glade for dataene i en ny rapport fra det schweiziske forskningscenter FiBL og den internationale økologiske organisation, IFOAM.

Forbrugere verden over købte økologiske varer til en samlet værdi af 72 milliarder dollars i 2013 – svarende til ca. 470 milliarder danske kroner. En stigning på godt 12 procent i forhold til 2012.

Stort potentiale for øko-eksport udnyttes

De globale øko-tal offentliggøres samtidig med, at dørene åbnes til verdens største økologiske messe, BioFach i Nürnberg.

Her står 19 danske øko-virksomheder klar til at gå på jagt efter nye eksportmarkeder. Den danske økologi-eksport steg med 31 procent fra 2012 til 2013. Dermed satte den økologiske eksport rekord for ottende år i træk.
 
"Forbrugere i hele verden efterspørger i stigende økologiske fødevarer, der er produceret med omtanke for miljø, natur og dyrevelfærd. Det giver et stort potentiale for at eksportere dansk økologi, som i udlandet forbindes med høj troværdighed, innovation og professionalisme. Eksportpotentialet gælder både de nære markeder som Tyskland og Sverige, men også mere fjerne markeder som Kina, Sydkorea, Dubai og USA, hvor vi oplever en stigende efterspørgsel på danske øko-varer," siger Helene Birk, export manager i Økologisk Landsforening.
 
Hun påpeger, at 20-30 procent af de besøgende på BioFach netop kommer fra lande uden for EU.
 
De 19 danske øko-virksomheder deltager på den danske fællesstand, som arrangeres af Økologisk Landsforening, og her får de i dag besøg af fødevareminister Dan Jørgensen. Han offentliggjorde for nyligt en Økologiplan Danmark, som bl.a. har fokus på at styrke økologi-eksporten.

Fortsat verdens førende økologi-nation

Rapporten fra FiBL og IFOAM viser også, at Danmark fortsat er verdens førende økologi-nation. Målt i rene beløb ligger danskerne efter schweizerne, men målt på andelen af fødevarehandlen, så er Danmark i top.

Den økologiske andel af det samlede fødevaresalg i Danmark voksede fra 7,6 procent i 2012 til otte procent i 2013. Det er den højeste økologiske markedsandel i verden.
 
"Vores førsteplads skyldes ikke mindst danskernes store tillid til økologi og det røde Ø-mærke, som i år fejrer 25 års fødselsdag. Mærket har bidt sig fast hos danskerne som en garanti for flere ting på samme tid: Rene fødevarer uden rester af sprøjtegift, en miljøvenlig produktion, der skåner vores fælles drikkevand og natur for kemi, og en høj dyrevelfærd, hvor dyrene har god plads og kommer ud under åben himmel," siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

 

Emneord

økologi

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle