Ejernes presballe til KMC: Vi fordobler fabrikkerne, så værsgo at sælge

Egentlig var vækstmålet på 5 procent ambitiøst, for KMC var allerede vokset betydeligt. Men så besluttede ejerne at investere over en mia. kr. i at udvide produktionen.

"Kartoflen er en god historie, og den er bare blevet bedre og bedre i de seneste år", fortæller adm. direktør Nicolai Hansen.

"Vi rammer ind i stort set alt, der er politisk korrekt for tiden".

KMC-direktøren remser roligt op. En intensiv forsknings- og udviklingssatsning giver stadig flere specialiserede produkter. Kartoflen er en grøn fødevare, endda plantebaseret. KMC sælger i mere end 80 lande over hele verden. Alt sammen på baggrund af andelsselskabers investeringer herhjemme i Danmark.

I 2015 vandt KMC Nykredits vækstpris for andelsselskabets målrettede strategi om at produktudvikle sig ud af truslen fra EU-støtten, der bortfaldt i 2012. Strategien medførte stor vækst og indtjening, og det gav ejerne appetit på mere.

»I 2015 havde vi en 2020-plan om at producere 220.000 ton, hvilket vi fandt ret ambitiøst. Men vores tre ejere besluttede næsten simultant, at det var tid at opgradere fabrikkerne og samtidig fordoble produktionen. Så vi måtte revurdere vores vækstmål fra 5 til 10 procent«, forklarer Nicolai Hansen, der gerne indrømmer, at han fandt ejernes plan om investering for en mia. kr. lettere risikofyldt.

Den første fabrik står nu færdig, den næste færdiggøres i disse uger, og den sidste indvies i 2019. I mellemtiden har ejernes modige beslutning vist sig at være rigtig. Sidste år nåede KMC et salg på 250.000 ton. Og omsætningen svulmede med 25 procent til tæt på 1,5 mia. kroner.

»Det har overrasket os, at det er gået så stærkt. Vi voksede på 18 ud af vores 20 største markeder. Og vi havde vækst på alle vores produktområder«.

Kartoffelstivelse kan ikke bare undværes

Selv om forbrugerne sjældent shopper kartoffelmel, indgår stivelse som vigtig ingrediens i moderne fødevareindustri. Mere end 500 kunder køber ind hos KMC. Ingen af dem fylder mere end et par procent af den samlede omsætning.

»Vi er blevet bevidste om, at vores produkter har en værdi, og at vi er det værd. Det er ikke bare kartoffelmel«, siger Nicolai Hansen om stivelsen, der målrettes mere og mere til kundernes ønsker og dermed også bliver sværere at skifte ud.

»Vi forsøger at opdrage vores kunder til, at prisen er prisen. En meget stor industrivirksomhed forsøgte for nylig at presse os. De fortalte, at vi var strategisk leverandør, men at de ville have billigere priser. Vi kunne så fortælle, at de ikke var strategisk kunde, og at prisen var, som den var«, smiler Nicolai Hansen, der endte med at fastholde både kunde og pris.

Direktørens mange avlere stiller stort set alle det samme spørgsmål, når de mødes til avlermøder. Kan det blive ved?

Ja, mener Nicolai Hansen.

»Hvis vi lykkes med det andet, vi har på vej, kan det blive endnu bedre. Vi er snart klar med proteiner til brug i fødevarer. Og vi arbejder mere på at udnytte fibrene. Der er meget mere potentiale i den her kartoffel«.

Nøgletal, mio. kr.20162017 
Omsætning1.1911.1483 
Resultat før skat112135 
Antal ansatte167178 

Faktaboks

KMC - meget mere end kartoffelmel

  • Salgs- og udviklingsselskab for de tre ejere: Kartoffelmelsfabrikkerne ‘Midtjylland’ i Brande, ‘Sønderjylland’ i Toftlund og ‘Karup’. 
  • Producerer stivelse til brug i næsten alle fødevarer, fra nudler og babymad til gnocchi, supper og pølser.
  • ‘Restprodukterne’ proteiner og fibre anvendes bl.a. til foder. Men KMC barsler med protein-produkter til fødevarer.
  • Afregningen til avlerne har i de seneste år været rekordhøj.

Derfor kandidat:

»KMC har ikke bare vækst, men også indtjening. De rammer tidens tendenser lige i rumpen. Og så er det imponerende, at de stiller hele deres knowhow til rådighed og udvikler nye produkter sammen med kunderne, så de opnår resultater«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle