Ejerskifte: Det duer ikke, når den 78-årige sælger til en på 70!

Et ejerskifte er i for få tilfælde lig med et generationsskifte, lød det fra Sagro-folk. Særlig ordning for medarbejdere og familie kan være en løsning.

Det er ingen hemmelighed, at generationsskiftet er et af dansk landbrugs allerstørste udfordringer.

Gennemsnitsalderen nærmer sig de 60 år, og derfor var det oplagt for afdelingsleder René Moody og regnskabsdirektør Palle Høj, begge Sagro, at adressere problemstillingen på Seges-konferencen, Landmand & Ledelse, torsdag. Og ikke nok med, at gennemsnitsalderen stiger, så er der også i for mange tilfælde ikke tale om et skift mellem generationer.

»Det er landmanden på 78 år, der ejerskifter til ham på 70, fordi han ikke har fundet nogen, der kan overtage i tide. Derfor er det så som så med generationsskiftet«, indledte René Moody efter, at han havde givet et hurtigt billede på, hvordan situationen ser ud lige nu:

»Det er som et vådt efterår. Hvis ikke man er forberedt, sidder man fast i mudderet«.

Succes med succession

Oplægsholderne havde forskellige eksempler med og brugte især tid på at forklare om såkaldt succession. Det går dybest set ud på, at en nær medarbejder - det defineres som at have arbejdet mere end 4.212 arbejdstimer i virksomheden indenfor de sidste fem år - eller et familiemedlem overtager sælgers skatteforpligtelse i forbindelse med salget. Dermed bliver overtagelsesprisen lavere, men sælger bliver ikke ramt nævneværdigt.

Som eksemple blive der vist en gård, der blev solgt for knap 18 mio. kr., selvom den oprindelig var udbudt til over 24 mio. kr.

»Husk bløde værdier«

Det kræver dog tillid mellem parterne, da en køber oftest skal bruge to år på at oparbejde antallet af timer. Det kan godt give konflikter undervejs.

»Her har vi set eksempler på, at det kan gå galt. Vi har et eksempel, hvor en 25-årig køber og 70-årig sælger havde konflikter under overtagelsen, fordi de simpelthen havde meget forskellig ledelsesstil. Så husk de bløde værdier også«, fortalte Palle Høj, der blev suppleret af René Moody, der understregede, at ordningen ikke er uden torne:

»Men det er vigtigt at lægge valgene på bordet, og så må den unge træffe et valg med de konsekvenser, der følger med«.

Afgift giver travlhed

Undervejs kom de to også ind på andre måder at gennemføre et generationsskifte, blandt andet ved hjælp af eksterne investorer.

»Der har været tilfælde, hvor det er ikke gået så godt, og det kan selvfølgelig bekymre, fordi det skræmmer andre væk. Men det typiske eksempel er store svineproduktioner, og de får bragende afkast lige nu med de nuværende priser«, fortalte Palle Høj.

Sagro-folkene kunne desuden berette, at der siden sommerferien har været travlt med generationsskifter, fordi den nye regering sætter bo- og gaveafgiften op i 2020.

»Og der er måske nogle af dem, der ikke har fået talt det helt i gennem«, sagde René Moody.

Faktaboks

Ejerskifter:

  • Ifølge prognose ejer landmænd under 40 år 5 pct. af landbruget i 2026.
  • I dag ejer de 15 pct., landmænd over 60 sidder på 30 pct.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle