Eksperter: Forbrugerne vil have mad med mening

Klima og bæredygtighed er de altoverskyggende forbrugertendenser de næste 10-15 år, men bøffen er ikke akut truet. Det sagde eksperterne ved delegeretmødet i Herning.

Landbruget skal i mindst 10-15 år frem være indstillet på en dagsorden, hvor forbrugerne i stigende grad tager stilling til de fødevarer, de spiser, og hvor klima og bæredygtighed i bred forstand vil være den altoverskyggende agenda.

Det sagde et enigt felt af eksperter ved en session om forbrugertendenser på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning.

"Fortællingen om bæredygtighed bliver allestedsnærværende", sagde forbrugersociolog Nina Preus, Landbrug & Fødevarer.

Men selvom kødforbruget er i fokus, er det langt fra det emne, der fylder mest i forbrugernes bevidsthed - og selvom forbruget af fersk oksekød er faldet med 3,8 pct. de sidste par år, er salget af færdigretter i samme periode fordoblet.

"Globalt stiger kødforbruget", sagde markedsanalytiker Cecilie Logo-Kofoed.

Forbrug med hjertet

Forbrugersociolog Nina Preus fortalte, at især tre tendenser gør sig gældende de næste 10 år - med den fælles overskrift bæredygtighed:

1. Intet spild, ikke bruge for meget, ikke forurene.

2. Forbrug med hjertet, omsorg og omtanke for dyr og mennesker, interesse for dyrevelfærd og produktionsforhold.

3. Nybrud og opbrud såsom plantebaseret mad og mindre kød af bedre kvalitet.

Respekt for liv

"Vi taler om mad med mening, respekt for det levede liv. Og vi har kun set starten af det - der bliver meget mere stillingtagen. Vent I bare og husk det, når I bygger protein farme op med græshopper, melorme, søstjerner - man er nødt til at have den overordnede ramme med: Har de haft et værdigt liv, hvordan slår man dem ihjel? Det bliver mere og mere vigtigt for forbrugerne, at man producerer på en måde, der ikke går skævt", sagde Nina Preus med et glimt i øjet men også med en pointe.

"Der er et ønske om at vende tilbage til naturen - fødevarer skal være rene, friske og i sæson. Gerne uforarbejdet, uberørt, nyplukket, en del vegtarisk køkken.

"Men kød har også en platform her, fordi det er en naturlig og forståelig kilde til protein".

Teknologi med respekt

Jakob Lave, udviklingschef ved Seges, understregede i sit indlæg at dansk landbrug har en af verdens mest bæredygtige og klimavenlige fødevareproduktioner.

Udfordringen er at levere en troværdig dokumentation - og her bør dansk landbrug samarbejde i alle led.

"Der ligger simpelthen en ny andelsbevægelse i at få samlet de her data, som virksomheder og Seges hver især ligger inde med, så vi kan få solgt vores produktion på verdensmarkedet. Det giver adgang til ny kapital, hvis vi kan dokumentere en bæredygtig produktion", sagde Jakob Lave.

"Vi er i gang, men det er ikke let, for data ligger forskellige steder, og der er forskellige holdninger til at dele dem".

Banker vil have klimaprofil

Under debatten kom det frem, at klima og bæredygtighed også er et voksende tema i pengeinstitutterne.

En repræsentant fra Danske Bank nævnte, at bankerne også har behov for en klimaprofil og at bæredygtighedsvurderinger i stigende grad tages med i betragtning, når nye kunder ses an.

"I gamle dage så vi kun på regnskabet. Det her kommer til at brede sig - også til det klassiske landbrug, Det skal man være opmærksom på".

Jakob Lave supplerede med at fortælle, at Nordea har introduceret grønne lån i Sverige.

"Vi skal simpelthen have fifty shades of green i dansk landbrug".

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle