Eksperter skiller ministers forsvar ad: Hun taler udenom

Forsvarsministers forklaring på, hvorfor Forsvaret ikke har handlet ulovligt i minkskandalen, holder ikke, lyder det fra eksperter, mens man i ministeriet tidligere har rejst tvivl om hjemmelsgrundlaget. Minister afviser kritikken, fordi Forsvaret ikke aflivede mink.

Nye oplysninger sætter nu spørgsmålstegn ved forsvarsminister Trine Bramsens (S) forsvar for, at Forsvaret ikke har begået noget ulovligt i minksagen.

Ved et samråd i sidste uge lød det igen og igen fra ministeren, at paragraf 7 i Forsvarsloven siger, at Forsvaret gerne må hjælpe andre myndigheder, og derfor er der ikke foregået noget ulovligt.

Den holder dog ikke, lyder det fra professor i forvaltningsret Sten Bønsing, Aalborg Universitet.

"Det er et ikke-svar og en skæv forklaring. Paragraf 7 giver rigtig nok Forsvaret tilladelse til at hjælpe andre ministerier og myndigheder, men ikke tilladelse til at bidrage til en ulovlig opgave", siger han.

Forsvaret har hjulpet til med registrere og optælle raske mink med henblik på aflivning - noget, der viste sig ikke at være lovhjemmel bag.

"klar ulovligt" for forsvaret

Hos Forsvarsministeriet bliver det 9. november diskuteret, om der er hjemmel bag Forsvarets indsats, der har været i gang i flere dage på dette tidspunkt. 

Konklusionen bliver, at man i ministeriet mener, at der ikke er foregået noget ulovligt, da man i kraft af paragraf 7 gerne må støtte andre myndigheder, og at man ikke har bidraget til at aflive minkene.

Det bliver dog som nævnt udfordret af førnævnte professor Sten Bønsing.

Diskussionen i Forsvarsministeriet fremgår af interne mails, som Landbrugsavisen.dk har fået i en aktindsigt.

Her skriver en afdelingschef i Forsvarsministeriet, at hvis en myndighed beder Forsvaret om at gøre noget, som er ulovligt for myndigheden selv, "vil det som det klare udgangspunkt også være ulovligt for Forsvaret" (se hele mailen nederst i artiklen).

På dette tidspunkt er det offentligt kendt, at regeringen ikke har haft hjemmel til at aflive raske mink.

Til mailen svarer daværende forsvarschef Bjørn Bisserup 10. november, at man i Forsvaret er gået ud fra, at Den Nationale Operative Stab (NOST), Politiet, Fødevarestyrelsen og Forsvarsministeriet har haft styr på hjemlen til at aflive alle mink.

Derfor fortsætter arbejdet med at optælle mink med henblik på aflivning, og 11. november lægger hærchef Michael Lollesgaard i en video på Facebook, hvor han giver en status på "vores minkaflivnings-operation", som han selv siger i videoen.

burde kunne regne med politiet

Bisserups forklaring kan ifølge juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet godt holde vand, men det frikender ikke Forsvaret.

"Forsvaret burde kunne regne med, at Rigspolitiet, der beder om hjælp, har styr på hjemlen", siger Frederik Waage og tilføjer:

"Det betyder ikke, at det har været lovligt for Forsvaret at bidrage til den opgave, der hedder at aflive alle mink i Danmark uden for zonerne. Men da Forsvaret handler under kommando fra politiet vil arbejdsdelingen være den, at det er politiet, her i form af ledelsen af NOST'en, som står på mål i forhold til de juridiske vurderinger om hjemmel".

"Da manglen på hjemmel bliver offentligt kendt mandag den 9. november, vil Forsvaret dog være forpligtet til at vurdere, om det Forsvaret medvirker til er lovligt".

snakker uden om

Det er stadig uvist, hvornår Forsvarsministeriet bliver orienteret om, at der ikke er hjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Flere ministerier bliver bekendt med det 5. november, ifølge regeringens egen redegørelse, men den siger ikke noget om, hvornår forsvarsminister Trine Bramsen eller hendes departementchef bliver orienteret om den manglende hjemmel.

Dette har ministeren desuden nægtet at svare på i den sidste uges tid.

"Det, der kan gøre Forsvarets ageren ulovlig, er, hvis f.eks. departementchefen eller ministeren har haft viden eller mistanke om, at noget er galt i hjemmelsspørgsmålet. Har man haft det og alligevel givet minkavlerne det indtryk, at de var forpligtet til at bidrage, så er der tale om noget ulovligt, men det ved vi ikke, om er tilfældet", siger Sten Bønsing og tilføjer:

"Vi ved dermed ikke, om der er foregået noget ulovligt, men at henvise til paragraf 7, som ministeren gør, er at tale udenom".

holder fast i forklaring

Forsvarsminister Trine Bramsen fastholder sin forklaring overfor Landbrugsavisen.dk.

I et skriftligt svar lyder det, at Forsvaret ikke har deltaget i selve aflivningen af minkene, og derfor er der dækning af paragraf 7.

"Som det klart fremgår af den korrespondance I henviser til, har Forsvaret alene bidraget med praktisk støtte til Fødevarestyrelsen. Og dette kun efter samtykke fra avlerne. Dette nævner både forsvarschefen og afdelingschefen i de dokumenter, I beskriver", lyder det i et svar fra Forsvarsministeriet.

Ministeren svarer ikke på, hvornår hun blev bekendt med, at der ikke var lovhjemmel bag aflivningen af alle mink.

Opdateret kl 10:42: Rubrik og underrubrik er blevet præciseret, ligesom det er gjort klart i teksten, at ministeriet 9. november selv kom frem til, at der er et hjemmelsgrundlag.

Faktaboks

Intern mail i Forsvarsministeriet 9. november 2020, kl 18:30 (navne er udeladt):

"Kære 

Helt kort version:

- Det følger af forsvarsloven, at Forsvaret kan løse opgaver for andre myndigheder.

Den lidt længere version:

- Efter forsvarslovens § 7 kan Forsvaret løse andre opgaver end Forsvarets kerneopgaver.

- Der er typisk tale om opgaver, som enten er en hensigtsmæssig følge af den virksomhed, som det militære Forsvar i øvrigt udfører, eller som er et udtryk for, at samfundets civile ressourcer på det pågældende område ikke er tilstrækkelige eller ikke er lige så egnede som Forsvarets ressourcer.

Som nævnt er det dog vigtigt at være opmærksom på det dobbelte hjemmelskrav: Den myndighed, som anmoder om bistand, skal selvfølgelig lovligt kunne fremsætte anmodningen. Hvis de anmoder Forsvaret om at gøre noget, der er ulovligt for dem selv, vil det som det klare udgangspunkt også være ulovligt for Forsvaret.

//"

Intern mail i Forsvarsministeriet 9. november 2020, kl 18:42 (navne er udeladt):

"I forlængelse af drøftelse med DC nedenfor bidrag fra xx om COVID og Forsvarsloven. I forhold til pointen om det dobbelte hjemmelskrav er det selvsagt vigtigt, at Forsvaret arbejder i regi af NOSTen under Rigspolitiets ledelse samt at Forsvarets støtte ikke har ekspropriativ karakter - men handler om generel praktisk og logistisk støtte til Rigspolitiet og Fødevarestyrelsen i aktiviteter, som de ansvarlige myndigheder har vurderet ikke har ekspropriativ karakter.

Mvh"

Svar fra daværende Forsvarschef Bjørn Bisserup 10. november 2020, kl 08:54:

"Også herfra tak for afklaringen.

For god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at Forsvarskommandoen i forhold til de støtteopgaver, som Den Nationale Operative Stab, Politiet, Fødevarestyrelsen og Forsvarsministeriets departement har anmodet Forsvaret om at løse, er opgaverne løst med hjemmel i Forsvarsloven, og Forsvaret har netop lagt til grund, at myndighederne generelt har foretaget en vurdering af hjemmelsgrundlaget, og Forsvaret har ikke foretaget en konkret vurdering af spørgsmålet om opgaven har ekspropriativ karakter.

Blot for fuldstændighedens skyld fortsætter vi opgaveløsningen, medmindre vi hørerandet.

Venlig hilsenBjørn"

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle