Eksperter ser perspektiver i båndsprøjtning i stor skala

Afprøvning af båndsprøjtning i stor skala ville ikke have nået det niveau, det har, uden Morten Lund Olesens indsats.

Morten Lund Olesens forsøg med at båndsprøjte sukkerroer i stor skala får stor ros af eksperter. Der er nemlig stor interesse for at bekæmpe ukrudt effektivt i roerne, både fra Seges og Nordic Sugar.

Nordic Sugar har ifølge chefkonsulent Bo J.M. Secher arbejdet med teknikken nogle år, men den var ikke blevet samlet op af nogle avlere.

»Vi ville ikke have nået det niveau i afprøvningen, hvis ikke Morten var gået ind i det«, siger han.

Muligheden har meldt sig, fordi der nu kommer sprøjter på markedet med en langt større stabilitet, end man har været vant til tidligere.

»Det er nyt, at man kan køre med stor hastighed og lav bomhøjde«, siger han.

Midler under pres

Hos Seges ser landskonsulent Poul Henning Petersen store perspektiver i båndsprøjtning af roer.

»Ukrudtsmidlerne er under pres. Betanal til roer skal forbydes, og doseringen af Safari går fra 120 gram til 7,5 gram pr. hektar. Så er det godt, at man kan koncentrere den dosis, man har i et smalt bånd omkring rækkerne«, siger han.

Samtidig ser han muligheder for at udvikle det til andre rækkeafgrøder.

»Når det bliver en kendt teknik, kan man måske bruge det i majs og raps, der er langt større afgrøder, hvor der er stort potentiale for at reducere brugen af pesticider«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle