Eksplosion i krondyrbestand truer lokale landmænds afgrøder og planter

Op mod 300 krondyr skal skydes i Rold Skov i Himmerland. For store bestande ødelægger landmænds afgrøder og planter i skoven, lyder forklaringen.

Den bliver kaldt for skovens konge, men nu er der blevet for mange af dem. 

Krondyrbestanden i en af Danmarks største skove, Rold Skov i Himmerland, er eksploderet, og derfor skal Naturstyrelsen og de lokale jægere i gang med en større regulering. Op mod 300 dyr skal skydes. 

Det fortæller DR Nordjylland.

Når der bliver for mange krondyr, ødelægger de både landmændenes afgrøder og planterne i skoven. Og det er netop dét, man oplever i øjeblikket, fortæller Elisabeth Svendsen, jagtchef hos Lindenborg Gods, der ejer dele af skoven. 

"De står og gnasker i afgrøderne og vi har fået kæmpe problemer inde i skoven med at de bider i vores træer," siger Elisabeth Svendsen. 

Det er primært hinder og kalve, der skal skydes. Vildtkonsulent ved Naturstyrelsen i Himmerland, Ivar Høst, forklarer, at der nok har været lidt for meget fokus på at øge bestanden.

"Når vi mennesker ikke skyder nogen af dem, så er der ikke noget, der sætter begrænsning på hvor mange, der kan være og så er bestanden simpelthen bare vokset. Så måske passer vi lidt for godt på dem," siger vildtkonsulenten til DR Nordjylland. 

Jagtsæsonen på kronvildt varer til udgangen af januar. Derefter vurderer Naturstyrelsen sammen med jægerne igen bestanden. 

Der findes ikke nogle eksakte tal på, hvor mange krondyr der findes i Rold Skov, men man mener, at den samlede bestand i Danmark er oppe på cirka 14.000 stk. Det er en fremgang fra cirka 5000 i starten af 1990'erne. 

 

Emneord

jagt

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle