Eksport af økologi runder tre mia. kr.

Dansk økologi buldrer frem i verden, og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen besøger onsdag verdens største økologimesse Biofach i Tyskland for at skabe mere interesse for danske øko-fødevarer.

Verden har fået smag for danske økologiske produkter som smør, æg og mælk. Så meget, at det i dag er en milliardeksport. Fra 2016 til 2017 voksede den danske eksport af økologiske fødevareprodukter med over 20 procent, så den i 2017 var på næsten tre mia. kroner.

Særligt er det Tyskland, Sverige og Kina, som er aftagere af danske økologiske fødevarer. Den danske eksport til disse lande udgør over to tredjedele af den samlede eksport.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen vil støtte op omkring interessen for dansk økologi og deltager derfor på den internationale økologimesse Biofach i Nürnberg, som er verdens største af sin slags.
 
"Markedet for økologiske fødevarer vokser år for år. Både i Danmark og resten af verden er det økologiske alternativ til middagsbordet i stor stigning. Derfor er det dejligt at se, at forbrugere rundt omkring i verden har så stor tillid til dansk økologi. Jeg håber, at kunne gøre en indsats for at styrke denne tillid på Biofach", siger Jakob Ellemann-Jensen.

Ministeren vil ud over at deltage på Biofach også mødes med Felix Prinz zu Löwenstein, som er formand for Bund Ökologische Lebensmittelwirtschaft for at drøfte danske og tyske tiltag inden for økologiske fødevarer. Samtidig vil ministeren mødes med danske virksomhedsrepræsentanter for at drøfte, hvordan eksporten af økologiske fødevarer kan øges.

32 danske virksomheder danner i år den danske stand på Biofach.
 
 

Faktaboks

Eksporten af økologiske varer steg med 21 procent fra 2.5 mia. kroner i 2016 til 3 mia. kroner i 2017. Mejeriprodukter og æg steg alene med 331 mio. kroner. og udgør nu 42 procent af eksporten af økologiske varer.

Stigningen udgøres overvejende af mælk og smør, hvor navnlig Tyskland aftager en stor del. De vigtigste eksportlande for økologiske varer er Tyskland (42 procent), Sverige (16 procent), Kina (10 procent) og Frankrig (7 procent).

Økologiske varer udgjorde 1,8 procent af den samlede eksport fra fødevareklyngen i 2017, der bl.a. består af føde- og drikkevarer, foder og landbrugsmaskiner. Økologiske varer udgjorde 3,6 procent af importen i fødevareklyngen (I 2016 var tallene hhv. 1,6 procent af eksporten og 3,1 procent af importen).

På det danske marked er der også en øget efterspørgsel efter økologi. Detailhandelens omsætning fra økologiske fødevarer steg fra 2016 til 2017 med 30,6 procent fra 8,7 mia. kroner til 11,3 mia. kroner. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle