Eksport af kalve er den højeste i fem år

Flere end 10.000 spædkalve forlod danske stalde i årets første kvartal. Så højt et niveau er ikke set siden 2014. Branche forventer yderligere stigning senere på året.

Der udstedes i øjeblikket eksporterklæringer på danske spædkalve i et omfang, som ikke er set så massivt siden 2014.

Nye tal fra Landbrug & Fødevarer viser, at eksporten af spædkalve satte en fem-årig rekord i første kvartal med 10.557 eksporterede spædkalve. Det er ca. 2.700 flere kalve end samme kvartal i de seneste fire år.

Når så mange kalve skifter danske stalde ud med tyske og hollandske, skyldes det et bytteforhold mellem foder og kød, som er presset helt i knæ.

»Vi har mistet 2,3 kr. pr. kg kalvekød de seneste 18 måneder, og flere af os skal indkøbe dyrt korn frem til høst, fordi vi avlede for lidt i 2018. Det handler om overlevelse lige nu, og når økonomien ikke hænger sammen, vil ingen udvide eller starte op, så vi kan få bragt kalveeksporten ned igen«, siger Lasse Olsen, formand for de danske kalveproducenter.

Han havde håbet, at slagterierne havde sat noteringen for kalvekød op her før påske, fordi højtiden historisk set er en højpris-periode.

»Men der skete ikke noget«, siger han, tydeligt frustreret.

På samme vis må han også foreløbigt spejde langt efter hjælp fra svinenoteringen, som netop er gået op.

Flere kalve på vej

Hvis eksporten i første kvartal fortsætter med uformindsket styrke, kan årets samlede kalveeksport ende på flere end 40.000 kalve. Hertil kommer, at markedet for spædkalve kan blive presset yderligere sidst på året, hvor op mod 20.000 krydsningskalve mellem jersey og kødkvæg ventes født.

Kalvene er en udløber af de brancheforbud mod aflivning af spædkalve i økologiske besætninger, som blev indført ved årsskiftet. Lasse Olsen, aner ikke, hvem der skal fede de ekstra kalve.

»Når vi ikke engang kan få økonomien til at hænge sammen med dem, vi har, hvorfor så tage flere ind? Jeg fornemmer heller ikke, at slagterierne higer efter at få flere kalve ind«, mener han.

Per Spleth, specialkonsulent hos Seges og DLBR Slagtekalve er enig.

»I de økonomiopgørelser, vi laver lige nu, er der ikke meget tilbage, når man feder kalve. Flere producenter har ikke midler til at dække løn og husleje«, nævner han.

Han har i sin egen kundeportefølje mistet kalveproducenter pga. konkurs, og flere af de resterende indkøber færre kalve, end de plejer.

»De to faktorer tilsammen udløser en stigende kalveeksport. Og så har vi desværre flere mælkeproducenter, som falder i salmonella kategori og derfor kun må sælge deres kalve til eksport«, summerer Per Spleth op.

Faktaboks

Kalveeksporten - historisk set:

  • Eksporten af spædkalve var senest på et højt niveau i 2012-2014, hvor der årligt blev eksporteret op mod 46.000 spædkalve.
  • Herefter faldt eksporten og nåede i 2017 ned på 30.500 kalve. 
  • Siden er eksporten gået op. I 2018 blev der eksporteret knap 35.000 kalve.
  • Aftagerne er primært kalveproducenter i Holland og dele af Tyskland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle