Eksporteventyr mod øst: Rusland støvsuger danske stalde for jerseykvier

Jerseykvier til eksport er blevet en mangelvare i de danske stalde. Rusland har nemlig for alvor fået smag for det gule malkekvæg.

Selvom danske virksomheder har hænderne bundet på ryggen i forhold til at sende fødevarer til Rusland, er sagen en anden, når det kommer til eksport af avlskvæg.

De danske kvægeksportører må nemlig nu melde om næsten udsolgt af jersydyr, eftersom de russiske landmænd i den grad har fået smag for det gule malkekvæg.

»Vi støvsuger lige nu markedet for kvier, og vi kan simpelthen ikke opstøve flere. Efterspørgslen er klart større end udbuddet, og hvis vi havde flere stående rundt omkring, så havde vi også solgt dem«, siger Niels Jørgensen, forretningsfører for Dansk Jersey Export, der er den største danske eksportør af jersey.

Han har i det sidste halve år solgt 2-300 kvier om måneden - hovedsageligt jerseykvier - til russiske landmænd.

Og Niels Jørgensen er overbevist om, at den månedlige afsætning vil fortsætte.

»Jeg forventer, at det løber i nogle år endnu, og jeg kan slet ikke udelukke, at det fortsætter i både fem eller otte år endnu. Rusland er et enormt stort marked, og der er ingen tvivl om, at jerseyer har fået rigtig godt fat i landmændene derovre«, siger han.

Med undtagelse af sidste år, hvor han sendte 387 dyr af sted til russiske landmænd, har Rusland ellers aldrig været aftager af de danske dyr fra Dansk Jersey Export.

Tog hver tredje kvie

Nye eksporttal fra Landbrug & Fødevarer taler også deres tydelige sprog omkring den russiske appetit efter dansk malkekvæg. Fra 1. januar og frem til midten af oktober blev der sendt knap 23.000 kvier over de danske grænser og ud til hele verden.

Heraf gik knap en tredjedel, svarende til 6.965 kvier til Rusland, som dermed indtager en klar førsteplads på listen over aftagere. Det er mere end tre gange så mange som Polen, der ligger nummer to på listen med 2.179 kvier.

Ifølge Niels Jørgensen skyldes den russiske bølge, at den almindelige russer får flere penge mellem hænderne.

»Deres hjemmemarked er fantastisk stort, og samtidig er købekraften stigende. Og så gør de også deres for at blive selvforsynende«, siger han.

Genetikken vinder

Hos Agervig Cattle begrunder Kresten Uhre samtidig den russiske iver med, at den danske genetik er i særklasse.

»Russerne vælger de danske dyr på grund af kvaliteten og den høje sundhedsstatus. De kan sagtens finde billigere dyr i andre EU-lande, men ikke med samme kvalitet. Det koster, men de betaler gerne«, siger Kresten Uhre, som fortæller, at den Varde-baserede eksportør også har tryk på salget til det russiske marked.

»I 2016 var Rusland-eksporten helt død for os, men nu er de helt vilde, og vi har svært ved at finde jerseykvier nok. Når de ringer og spørger efter 200 kvier, siger vi, at vi kan starte med at levere 100, og så kan de få resten løbende«, siger Kresten Uhre, der siden årsskiftet har sendt 500 lavdrægtige kvier til landet mod øst.

Historisk tomme hylder

Udviklingen fra øst mærker man også hos Bovi-Denmark, der for nylig har afsluttet et regnskabsår, hvor godt og vel hver anden eksporterede kvie gik til Rusland.

»Vi har vel sendt i omegnen af 3.000 kvier til landet, som uden sammenligning bliver vores største marked i år. Så vi kan vist roligt sige, at det går fint i Rusland«, siger Martin Kristensen, adm. direktør i Bovi-Denmark.

Eksporten tegner sig for knap 2.000 holstein friesian, mens de resterende 1.000 stykker kvæg er jerseykvier.

Og også hos Bovi-Denmark kniber det med at få varelageret til at følge med efterspørgslen.

»Der er jo simpelthen udsolgt af jerseyer, og jeg kan ikke huske, at vi har haft det sådan med den race før. For halvandet år siden lavede jeg gerne et hold på 600 jerseykvier på én gang, men det kan jeg simpelthen ikke i dag«, siger Martin Kristensen.

Faktaboks

Eksport af kvæg

  • Danmark eksporterede fra årsskiftet og til 15. oktober i alt 54.182 stykker kvæg. 
  • Holland var største aftager med 18.269 styk, mens Belgien hentede 9.891 styk. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle