Ekspropriationer omkring Baltic Pipe

Af gårdejer Jørgen Arndt Ravn, Haldagermaglevej 9, 4250 Fuglebjerg.

Baltic Pipe projektet har siden sommeren 2018 været kendt af de fleste landmænd, der har jord liggende ved projekteringslinjen.

Generelt har der været meget stor stilhed om dette enorme gasledningsprojekt til en pris på ca. 12 mia. kr. Storpolitik, siger energiminister Lars Christian Lilleholt. Danmark - læs EnergiNet - skal hjælpe Polen med at etablere den 75 cm i diameter store rørledning ca. 800-900 kilometer tværs over Sønderjylland, tværs over Fyn og tværs over Sjælland. Linjeføringen har aldrig været til debat. Meget udemokratisk har EnergiNet bestemt, hvor gasledningen skulle ligge. Ved nogle orienteringsmøder fik man det indtryk, at der ikke kunne flyttes ret meget ved linjeføringen. Danske gasforbrugere får ikke direkte gavn af den norske gas, der skal transporteres fra Norge over Danmark til Polen.

EnergiNet vil få nogle transmissionsafgifter som indtægt. EnergiNet har selv beregnet en business case, hvor overskudsprocenten vil blive 4,4 procent af anlægssummen. Disse beregninger har fagavisen ’Ingeniøren’ forelagt nogle økonomer fra Aarhus Universitet. Økonomerne har haft stor besvær med at gen- nemskue beregningerne. Energiministeren har i september 2018 over for folketingets energiudvalg lovet, at EnergiNet skal lave en ny justeret business case. Den er endnu ikke kommet.

I marts 2018 blev der afholdt orienteringsmøder af landboforeningerne i de respektive områder. I Herlufmagle Hallen 12. marts stillede jeg spørgsmålet, om EnergiNet overhovedet kunne gå ud og ekspropriere jord og bygninger, når dette gasprojekt ikke var i almenvellets interesse. Ingen af de tilstedeværende jurister kunne eller ville svare på spørgsmålet, men lovede forsamlingen at vende tilbage. Det er heller ikke sket.

Spørgsmålet er meget centralt. Har det danske samfund en gevinst ved dette projekt, eller er det snarere EnergiNet, der scorer den tvivlsomme gevinst? Så står landbruget med alle ulemper, og andre nupper gevinsten.

Betænkeligt stille i medier

Det er ikke i almenvellets interesse, at man går ud og eksproprierer fast ejendom til denne gasledning. Ingen har været ude for at undersøge, om grundlaget for ekspropriation er til stede. Der har været betænkeligt stille fra mange af aviserne, DR og TV2 og radiokanalerne.

Grundforbedringskonsulenter, konsulenter samt jurister har haft travlt med at give landmænd individuel rådgivning. Her i december måned er der indgået en investeringsbeslutning mellem Danmark og Polen, som har aftalt at gennemføre Baltic Pipe projektet.

Hvad kan du som landmand at gøre?

Du skal stå så godt rustet som muligt, når de første ekspropriationsforretninger går i gang. Kontakt eventuelt den lokale kommissarius ved Statens Ekspropriationer og få en vejledning, så du ved, hvad dine rettigheder er, og hvad du har krav på. Vær opmærksom på, at når du først har underskrevet en aftale om modtagelse af en erstatningssum, kan du ikke fortryde. Hvis du er uenig, kan du derimod fremføre dine argumenter over for taksationskommissionen. En afgørelse fra taksationskommissionen kan i sidste ende indbringes for domstolene, hvor du kan få afklaret spørgsmålet om ekspropriationens lovlighed.

Stå sammen

For din egen skyld – stå sammen med de øvrige landmænd, byfolket og kommunen - også ved ekspropriationsmøderne. Det vil gavne alle. For dem, der ønsker at gå rettens vej eller ønsker mere rådgivning, kan det give mening at gå sammen om en advokat.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle