På Vestfyns Efterskole fik dette års elever en stor oplevelse, da de fragtede i alt 53 får og lam til den lille ø Birkholm for at græsse.
Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, der forleden fandt sted hos eleverne på Vestfyns Efterskole, der blandt andet slår sig op på at bruge landbrug og gartneri i elevernes hverdag.
Forleden fik skolens godt 30 elever nemlig til opgave at indfange godt 23 får og 30 lam på efterskolens marker, for efterfølgende at gelejde dyrene op på en pram ved stranden.
Prammen, der er døbt Yrsa, satte efterfølgende kurs mod den lille ø Birkholm i det sydfynske øhav, hvor dyrene skulle slippes fri for at græsse.
”Det er win/win for os. Vores marker omkring efterskolen får fred sommeren over, og vi har mindre pasning. Samtidig kommer dyrene ud og græsser på markerne på Birkholm, hvor der er masser af græs”, siger Marie Klit, der er forstander på Vestfyns Efterskole i Tommerup.
Almindeligvis sender efterskolens elever dyrene til Birkholm i starten af maj, men det var ikke helt muligt i år.
”Det har taget lang tid i år, før vi endelig kunne få vores får og lam til Birkholm. Det fugtige vejr har gjort, at der sent kom græs på vores marker på den lille ø”, siger hun.
Kommer tilbage til slagtning
Eleverne er med i hele opsætningen og er både med til at lave indhegninger, indfange dyrene og følge dem transporten over.
Tilsvarende tager eleverne en gang i mellem over for at se til dyrene og kigge på, om det er nødvendigt at bygge nye hegn eller at klare andre småpraktiske opgaver.
”Det er ikke noget, vi gør, fordi det er rationelt. Men det er sjovt, og vores elever skal lære at håndtere dyrene og få nogle gode oplevelser med dem”, siger Marie Klit.
”At foretage en dyretransport giver en oplevelse ud over det sædvanlige. Det er noget, eleverne husker, og de står på spring til at hjælpe til med begivenheden. Det er jo en mulighed for at lave noget andet end almindeligt skolearbejde, og samtidig lærer de nogle helt andre ting”.
Vestfyns Efterskole har haft dyr på græs på Birkholm i det meste af 10-15 år, og dyrene går typisk på græs fra maj til september. Efterfølgende sejles dyrene tilbage på efterskolen, hvor det bliver vurderet, hvilke dyr der skal beholdes, og hvilke lam der skal slagtes.
Om et par uger går turen endnu en gang fra Vestfyns Efterskole til Birkholm, hvor efterskolens fire jerseykalve skal på græs.