Ellemann: Jeg holder øje med, at støtte kommer til tiden

Miljø- og fødevareministeren bekræftede, at han elsker bacon og lovede penge til tiden i video på svinekongressen.

Landbrugsstyrelsen er ofte halve år om at udbetale moderniseringsstøtte, og det kan landmænd ikke være tjent med. Det kritiserede Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svin i sin beretning på årsmødet ved svinekongressen i Herning tirsdag.

Erik Larsen har sammen med Landbrug & Fødevarer haft fat i miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og gjort opmærksom på problemet.

Ministeren havde tilsyneladende lyttet, for han havde sendt en video til deltagerne i årsmødet, hvor han bekræftede, at han tager problematikken alvorligt.

"Landbrugsstyrelsen er opmærksomme på problemet (med at det tager så lang tid at udbetale moderniseringsstøtten, red.) og arbejder på løsninger. Det er noget jeg holder øje med", sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Minister elsker bacon

I vanlig munter stil kom ministeren også med nogle rosende ord til svineproducenterne i videoen.

"Der skal ikke være tvivl om noget, jeg sagde tidligere på måneden, så lad mig sige det igen: Jeg elsker bacon".

Han henviste dermed til en udtalelse til nogle veganere, som havde anråbt ham og videofilmet det og sendt det ud på de sociale medier med alskens kommentarer til følge.

"Det smager godt, og jeg har god samvittighed, når jeg spiser det. I tager hånd om smag og dyrevelfærd og hensyn til miljø og klima, og derfor er det en stor glæde, at være jeres minister, jeg er stolt af danske fødevarer", sagde han i videoen på svinekongressen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle